
Med den store udbredelse af ladcykler, specialcykler og elcykler kan det være nærliggende for kommunerne at rubricere transportmidlerne som et almindeligt forbrugsgode, der som udgangspunkt ikke skal betales af kommunen, selvom det er børn med handicap eller varige funktionsnedsættelser, der transporteres.
Selv vurderet som forbrugsgode kan der dog være tilfælde, hvor kommunen skal afholde dele af eller hele udgiften. Nemlig hvis familien har merudgifter ud over hvad familier med børn på samme alder uden funktionsnedsættelser eller lidelse vil have ved anskaffelsen. Derudover skal kommunen afholde udgiften, hvis cyklen vurderes til at være et hjælpemiddel.
Det slår Ankestyrelsen fast i en principmeddelelse på baggrund af en række afgørelser om cykler og ladcykler som hjælpemidler. Ifølge serviceloven skal kommuner yde dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn med betydelig og varigt nedsat fysik eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.
Trin til vurderingen
For vurdering af om en kommune skal betale for anskaffelsen af en cykel som transportmiddel angiver Ankestyrelsen en række trin for henholdsvis cykel, ladcykel, el- og specialcykel. Det handler bl.a. om afdækning af behovet for cyklen i det konkrete tilfælde, hvorvidt den vil bidrage til et så normalt liv for barnet som muligt, der ikke kan opnåes på anden vis, og om familien har andre transporthjælpemidler.
Ankestyrelsen skriver, at det ikke er familiens valg af transportform, der bliver afgørende for vurderingen af, om en ladcykel er en nødvendig merudgift, men derimod barnets begrænsning i forhold til at benytte andre transportformer og dets mulighed for at transportere/bevæge sig selv, der er afgørende.
I en konkret sag stadfæstede Ankestyrelsen derfor et afslag til en familie, der søgte om at få dækket merudgifterne til en ladcykel. Den skulle her udelukkende bruges som en fritidsaktivitet og var ikke nødvevendig til transport, da familien allerede havde fået bevilget en kørestol og en handicapbil.
Omvendt gav Ankestyrelsen en anden familie medhold i, at den havde brug for en elcykel med særlig lethed og stelstørrelse, selvom kommunen havde vurderet, at barnets behov kunne tilgodeses ved brug af bus eller almindelig elcykel eller elløbehjul.
I en tredje sag skal kommunen nu undersøge, om en tidligere bevilget klapvogn kan opfylde barnets behov. Moderen til barnet har oplyst til Ankestyrelsen, at hun ikke længere tør bruge vognen, fordi barnet kan finde på at stikke af, og at familien derfor uden den ønskede ladcykel lever isoleret hjemme.
Se flere eksempler på afgørelser i principmeddelelsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.