I sidste uge blev der registreret 199 coronatilfælde på landets plejehjem, viser den ugentlige opgørelse fra Statens Serum Institut. Det er det højeste antal på en uge under hele coronapandemien.
Det er samtidig også en markant stigning i forhold til ugen forinden, hvor der var 116 coronatilfælde. I uge 14 i slutningen af marts og starten af april var der 144 smittetilfælde på plejehjem, hvilket indtil nu har været det højeste antal.
Coronasmitten på plejehjemmene har også bredt sig til hele landet. Alle fem regioner havde i sidste uge smittede beboere på plejehjem, hvor det ugen forinden kun var to regioner.
På landsplan var der i sidste uge smittetilfælde på 57 plejehjem. Det er en stigning fra 33 ugen før.
Næsten hvert femte plejehjem ramt
Særligt Region Hovedstaden er hårdt ramt. Tæt på hvert femte af regionens plejehjem havde smittede beboere i sidste uge.
I alt har 36 ud af 197 plejehjem i Region Hovedstaden i sidste uge haft smittetilfælde. I de fire andre regioner har under ti plejehjem været ramt. 20 plejehjemsbeboere døde i sidste uge med coronavirus.
I en lang række kommuner er der indført besøgsrestriktioner eller -forbud på plejehjem. Hvis der er forbud, må beboerne kun få besøg af den nærmeste pårørende i egen bolig på plejehjemmet. Ellers kan et besøg ske i et dertil indrettet besøgsrum, hvor højst tre faste nære pårørende må komme, men kun to pårørende i rummet ad gangen.
Ifølge myndighedernes retningslinjer må man dog afholde juleaften på plejehjem med op til 50 beboere og medarbejdere. Arrangementerne bør dog afholdes i grupper af højst ti personer.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.