MIDTJYLLAND: Psykiatrien i Region Midtjylland oplever et stigende pres med hyppig overbelægning på de voksenpsykiatriske afdelinger, oplyser regionen.
Belægningen svinger dagligt på de enkelte psykiatriske afdelinger i regionen, men i den seneste tid har den i gennemsnit ligget på 100–120 pct.
- Vi begynder nu for alvor at mærke coronapandemiens indflydelse på vores patienter, hvor flere har holdt sig tilbage fra at søge hjælp på grund af bekymringer for coronasmitte. Vi oplever derfor i disse uger et øget behov for indlæggelse. Det presser afdelingerne, og det har bl.a. været nødvendigt at have to indlagt på de største af sengestuerne eller at tage andre rum i brug, fortæller Tina Ebler, direktør i Psykiatrien i Region Midtjylland.
- Det er absolut ikke optimalt for hverken patienter eller medarbejdere, men vi vil hellere beholde patienterne og bruge alternative løsninger end at sende dem hjem på grund af pladsmangel. Og det bliver ekstra presset, når vi samtidig skal forebygge coronasmitte og derfor har brug for mere plads, så patienterne ikke kommer for tæt på hinanden, tilføjer hun.
Leder efter personale
Psykiatrien arbejder med flere initiativer for at afhjælpe situationen og hjælpe patienterne bedste muligt.
Blandt andet er der tilført ekstra penge til, at afdelingerne kan ansætte mere personale. Det er ikke helt nemt, da der mangler ekstra hænder overalt i sundhedsvæsnet i øjeblikket på grund af corona.
- Men vi arbejder på sagen f.eks. ved, at flere faggrupper kan tænkes ind i løsningen. I hvert fald er det vigtigt, at vores medarbejdere oplever at få ekstra hænder til at løse opgaven, siger Tina Ebler.
Hurtigt hjem til kommunen
Ud over de ekstra penge til opnormeringer undersøger Psykiatrien en midlertidig løsning, hvor ledige senge i børne- og ungdomspsykiatrien for en periode flyttes til voksenpsykiatrien.
Samtidig har afdelingerne intensiveret kontakten med bl.a. kommunerne, så patienterne kan komme hjem hurtigst muligt, når de er klar til udskrivelse.
På den længere bane har Region Midtjylland besluttet permanent at udvide antallet af senge i Psykiatrien. Regionsrådet har tidligere på året bevilget penge til et nyt sengeafsnit i Horsens, og retspsykiatrien i Skejby bliver udvidet med et ekstra sengeafsnit. Når de nye sengeafsnit står færdige, vil der være 28 ekstra senge.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.