FOLKETINGET: Med indtil videre mindst syv smittede har Folketinget over den seneste uges tid fået et førstehåndsindtryk af coronaens smitsomhed og smitteveje. Foruden de smittede har dobbelt så mange været indirekte berørt ved at have været i kontakt med en smittet med deraf følgende selvisolation og test.
Allerførste smittede folketingemedlem var Bjørn Brandenborg (S) tilbage i begyndelsen af oktober, men han var et enligt tilfælde uden sammenhæng med de syv fra den seneste uge. Af dem var Niels Flemming Hansen (K) den første, og han menes at være knudepunktet for en del af den videre smitte.
Et konservativt gruppemøde og et samråd i Folketingets Transportudvalg udpeger ham ifølge TV2 som sandsynlig årsag til at Søren Pape Poulsen (K), Egil Hulgaard (K), Jeppe Bruus (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) også blev smittet. Men også andre uden kontakt til Niels Flemming Hansen er blevet smittet: Lars Christian Lilleholt (V) og Mads Fuglede (V).
Mange testede
De mange tilfælde sendte to tredjedele af ministerholdet og en god håndfuld folketingsmedlemmer i selvisolation, mens de ventede på testsvar. Blandt ministrene fik statsminister Mette Frederiksen (S) særbehandling og (negativt) svar, samme dag som hun blev testet, mens de øvrige har måttet vente nogle dage på svarene.
Bortset fra Nick Hækkerup er indtil videre alle ministre, der har fået svar, testet negative. Det gælder foruden Mette Frederiksen finansminister Nicolai Wammen (S), udenrigsminister Jeppe Kofod (S), social- og indenrigsminister Astrid Krag (S), fødevareminister Mogens Jensen (S), sundhedsminister Magnus Heunicke (S), børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), forsvarsminister Trine Bramsen (S), uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og miljøminister Lea Wermelin (S).
Også folketingsmedlemmerne Peter Skaarup (DF), Naser Khader (K) og Mette Gjerskov (S) er testet negativ. Kulturminister Joy Mogensen (S) og folketingsmedlemmerne Kasper Sand Kjær (S), Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) og Lars Boje Mathiesen (NB) er også testet, men har ikke meldt noget svar ud.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.