En ny vaccine fra den tyske virksomhed CureVac er forsinket og kommer næppe til at spille en rolle i det danske vaccinationsprogram.
Det fortæller Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen, på et pressemøde torsdag.
- Vi må se i øjnene, at vi må udrulle vores vaccineprogram med de to vacciner, vi har, siger Søren Brostrøm ifølge DR på et pressemøde med henvisning til vaccinerne fra Pfizer/BioNTech og Moderna.
CureVac er i øjeblikket ved at afslutte de afgørende studier med sin vaccine og har endnu ikke ansøgt om at få den godkendt. Tirsdag udtalte en tysk deltstatsminister, at vaccinen tidligst får en godkendelse i august.
Oprindeligt regnede Sundhedsstyrelsen med, at de første CureVac-doser kunne komme i juni, men siden er tidspunktet blevet rykket, ligesom at mængden af forventede doser er blevet nedjusteret.
Alle er færdigvaccineret i september
I Sundhedsstyrelsens nuværende vaccinekalender forventes 40.000-70.000 CureVac-doser om ugen i juli, men den plan skal ifølge Søren Brostrøm opdateres.
Han siger samtidig på pressemødet, at de manglende leverancer fra CureVac ikke får nogen store konsekvenser for, hvornår den danske befolkning er færdigvaccineret. Det vil være i september, siger han på pressemødet.
Ud over Pfizer/BioNTech og Moderna er Sundhedsstyrelsen ved at overveje, om den vil tage den skrottede Johnson & Johnson-vaccine tilbage i vaccinationsprogrammet.
Sundhedsstyrelsens vaccinationsplan er skredet flere gange. Oprindeligt var forventningen i januar, at alle i Danmark kunne være færdigvaccinerede 27. juni, men siden er datoen blevet skubbet mange gange.
Det skyldes, at der ikke er kommet så mange vacciner som ventet, og at Sundhedsstyrelsen besluttede at skrotte både AstraZeneca og Johnson & Johnson-vaccinen fra det generelle vaccinationsprogram.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.