På et tilsynsbesøg på en landejendom i Sønderborg Kommune er Arbejdstilsynet stødt på børn i alderen 14 til 15 år, der var i færd med at rive asbestholdige eternittagplader ned.
Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse mandag. Arbejdet, som de unge har udført, beskrives som livsfarligt. Byggepladsen fik besøg af Arbejdstilsynet 18., 19 og 20. september og gav i den forbindelse 14 strakspåbud.
Påbuddene blev givet på grund af det ulovlige arbejde, som de unge udførte samt deres arbejde med farlige stoffer og materialer uden at bruge sikkerhedsforanstaltninger. Børnene udførte arbejdet for en virksomhed, der ligger på Vestsjælland.
Både politi, Skattestyrelsen, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og Sønderborg og Odsherred kommune er blevet underrettet om de mindreårige, der arbejdede med de asbestholdige plader.
Minister tager sagen alvorligt
Asbest var tidligere meget anvendt i byggematerialer og isolering. Det er blevet gjort forbud i Danmark og mange andre lande. Hvis man indånder asbestfibre, kan de sætte sig fast i lungevævet, hvilket ifølge lex.dk kan give en lidelse, der kaldes asbestose og øge risikoen for lungekræft.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) tager sagen meget alvorligt.
- I den her sag overgår virkeligheden fantasien. Af det jeg kender til sagen, er det her fuldstændig grotesk på så mange parametre, at jeg dårligt ved, hvad der er værst, siger hun i pressemeddelelsen.
Ministeren understreger, at asbest er livsfarligt.
- Det gør mig simpelthen så vred, at nogle voksne tilsyneladende har været fuldstændigt ligeglade med de her børns liv og helbred, og jeg håber ikke, at de bliver syge af den her skødesløse omgang med et så farligt stof som asbest, siger hun.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.