Sundhedsstyrelsen har onsdag udskudt beslutningen om, hvorvidt de danske børnekræftafdelinger skal samles på Rigshospitalet i København.
Det skriver TV2 Fyn, der har talt med Region Syddanmarks koncerndirektør, Kurt Espersen.
- Vi blev enige om, at der er behov for, at vi får snakket mere sammen, og derfor er processen og beslutningen udsat, siger han til tv-stationen.
Sundhedsstyrelsen har nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra regionerne. De har undersøgt muligheden for at samle alle børnekræftafdelinger på Rigshospitalet. Men beslutningen har mødt en del kritik, blandt andet fra politisk hold, og også for pårørende til børn med kræft.
Der er i dag børnekræftafdelinger på universitetshospitalerne i Aalborg, Aarhus og Odense.
Kritik fra flere sider
Heller ikke Kim Brixen, der er lægefaglig direktør på Odense Universitetshospital, synes om idéen.
Han siger til TV2 Fyn, at han har en opfattelse af, at Sundhedsstyrelsen allerede har truffet beslutningen om flytningen til Rigshospitalet i oktober. Men han er nervøs for transporttiden for kræftramte børn i andre landsdele.
Kirsten Normann Andersen, sundhedsordfører hos SF, mener, at man helt bør skrotte tanken om at centralisere børnekræftafdelingerne.
- Når vi har syge familiemedlemmer, særligt alvorligt syge og i særdeleshed børn, er det bare utrolig belastende, hvis man skal have indlagt et barn så langt væk hjemmefra. Det er vigtigt, vi sørger for en eller anden form for nærhed, siger hun til Ritzau.
Også formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose (V), har kritiseret idéen. Til Avisen Danmark sagde hun i november, at man ikke mente, at der var fagligt belæg for en centralisering.
- Det her handler ikke om, at vi ikke ønsker den bedst mulige kræftbehandling. Vi mener bare ikke, at der er fagligt belæg for, at der er brug for en centralisering i Danmark.
- Vi leverer kræftbehandling i international klasse, uanset hvor i landet man bliver behandlet, sagde hun til Avisen Danmark.
Det vides ikke, hvornår en afgørelse falder.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.