dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat
Arbejdskraft, ventelister og ulighed i sundhed er, hvad regionerne må kæmpe med
Danske Regioners generalforsamling har i år titel af politisk topmøde. Her holder regionernes formand Anders Kühnau (S) sin tale.
Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Arbejdskraft, ventelister og ulighed i sundhed er, hvad regionerne må kæmpe med

"Mindst tre" ubalancer i samfundskontrakten, lød det på Danske Regioners generalforsamling. Foruden sagen med kræftpatienter.

AARHUS: Samfundskontrakten er på nogle områder kommet ud af balance, sagde Danske Regioners formand Anders Kühnau (S) i sin tale til organisationens generalforsamling i Aarhus torsdag. Der er skabt sprækker, som vil vokse sig større, hvis der ikke gøres noget, var budskabet.

Anders Kühnau pegede på "mindst tre" ubalancer i samfundskontrakten: For det første er der ikke kvalificeret arbejdskraft nok, sagde han og nævnte opgaveglidning mellem faggrupper som en mulig løsning.

For det andet vokser borgernes forventninger, men de overstiger de ressourcer, der er til rådighed. Svaret på det er mere sundhed for pengene, mere prioritering og ikke mindst forventningsafstemning. Sidstnævnte et kodeord for, at der skal følge penge med nye opgaver.

Den tredje ubalance er ulighed i sundhed, der viser sig både socialt og geografisk, sidstnævnte i form af skæv lægedækning ud over landet. Vækst i private sundhedsforsikringer blev også nævnt som et problem, og de tre ubalancer kan underminere samfundskontrakten, sagde Anders Kühnau.

Kræftsag og ventelister

Foruden det pricipielle adresserede han også to aktuelle sager.

- Det må ikke kunne ske, at patienter får forkert besked, og at indberetninger giver et forkert billede, sagde han om sagen med de ubehandlede kræftpatienter i Region Midtjylland, med tilføjelsen, at der er taget skridt til at undgå gentagelser.

Den anden aktuelle sag er nedbringelsen af de ventelister, der voksede vildt under coronaen. Her lød der en tak til regeringen for samarbejdet om akutplanen, men også en advarsel om ikke at lade planen følge af besparelser.

Det svarede indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) ikke på, i hvert fald ikke direkte, da hun overbragte regeringens hilsen til Regionernes Politiske Topmøde, som generalforsamlingen i år kalder sig selv.

Men indirekte adresserede hun emnet ved at nævne det samarbejdsprogram mellem stat, regioner og kommuner, der skal finde tre mia. kr. på området. Hun pegede også på den forleden nedsatte sundhedsstrukturkommission, hvis bud på løsninger ventes om et års tid

 

Generalforsamlingen fortsætter i eftermiddag. DK Nyt er til stede og rapporterer løbende.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.