Mens kommunerne er klar til at sætte hårdt mod hårdt over for lønmodtagerne og modsvare et strejkevarsel med et varsel om lockout, så forholder arbejdsgiverne i stat og regioner sig mere afventende.
- Vi forholder os til strejkevarslerne, når de bliver fremsat. Og først der vil vi beslutte, om vi vil lockoute, og hvordan vi i givet fald vil gøre det, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S), der er chefforhandler for regionerne, der blandt andet driver de danske sygehuse.
- Vi bliver nødt til at se, hvem de vil ramme, og om det i givet fald vil give mening for os at lockoute, tilføjer han.
Lockout er arbejdsgivernes mulighed for at sende de ansatte hjem uden løn. I alt skal knap 750.000 offentligt ansatte have nye overenskomster, men parterne kan ikke blive enige, og forhandlingerne er brudt sammen. Flere fagforeninger har meldt ud, at de har strejkevarsler klar.
Nu skal en mægler i Forligsinstitutionen forsøge at få et forlig i hus. Her skal parterne møde op for første gang torsdag.
Onsdag sagde KL's chefforhandler, Høje Taastrup-borgmester Michael Ziegler (K), at kommunerne har en politik om at modsvare strejkevarsel med lockout.
- Vi kommer ikke til at varsle konflikt, men hvis der bliver varslet konflikt mod os, så svarer vi igen. Vi har en lockoutpolitik, der går på, hvordan vi stiller os, når vi bliver mødt med punktvise strejker eksempelvis i udvalgte kommuner. Den siger, at hvis vi bliver angrebet, så svarer vi igen landsdækkende, sagde Ziegler.
Det skal sikre, at en konflikt bliver så kortvarig som mulig. Michael Ziegler understreger dog, at KL's bestyrelse først vil tage endeligt stilling i det konkrete tilfælde.
Fra Moderniseringsstyrelsen lyder det også, at man først tager stilling til muligheden for en lockout af de ansatte, hvis der kommer et strejkevarsel. Der er ikke taget beslutninger på forhånd, og man har ikke en politik på området, lyder det.
En storkonflikt kan tidligst bryde ud fra 1. april, når de nuværende overenskomster udløber.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.