dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat
Analyse: Næsten en tredjedel af hospitalerne er nedslidte
Skal nedslidte hospitalsbygninger renoveres vil det koste mindst 27 mia. kr. over de næste ti år, konkluderer Rambøll-analyse. Arkivfoto fra Gentofte Hospital.
Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix

Analyse: Næsten en tredjedel af hospitalerne er nedslidte

Hvis de nedslidte hospitalsbygninger skal genoprettes, kræver det mindst 27 mia. kr. over de næste ti år, konkluderer analyse lavet på vegne af Danske Regioner.

I de fem regioner er 31 pct. at bygningsmassen på de eksisterende sygehusbygninger i så dårlig stand, at den betegnes som kritisk, konkluderes det i en ny rapport fra Rambøll, der på vegne af Danske Regioner har analyseret bygningernes tilstand. Det oplyser Danske Regioner.

Udover at en lille tredjedel af bygningerne er i kritisk tilstand, så vil mere end halvdelen af alle sygehusbygninger i løbet af de kommende år være så slidte, at deres tilstand også vil blive betegnet som kritisk, hvis ikke der sættes ind. Samlet set har 83 pct. af bygningsmassen hårdt brug for renoveringer.

Analysen inddeler bygningerne i fire tilstandsgrader fra 3 som det bedste og til 0 som helt nedbrudt uden funktion. Bygningerne betegnet som kritiske er i tilstand 1, der beskrives som "Forfaldne bygningsdele - nedsat funktion".

- Analysen fra Rambøll er stærkt bekymrende læsning. Når så stor en del af bygninger er i kritisk stand eller er tæt på, så vil det helt uundgåeligt kunne mærkes, både for personalet og for patienterne på hospitalerne. Det kan vi ikke være tjent med, siger næstformand i Danske Regioner Mads Duedahl (V).

Brug for investeringer

Der vil de næste ti år være brug for at investere mindst 27 mia kr. for at løfte de mest nedslidte bygninger op på et tilfredsstillende niveau, og hvis der ikke investeres hurtigt, vil behovet blive større som følge af yderligere nedslidning, vurderes det i analysen.

De 27 mia. kr. omfatter hverken det løbende vedligehold eller regionernes løbende behov for nye anlæg, medico-udstyr og it-infrastruktur. Beløbet skal ifølge analysens forslag fordeles ud over hele perioden 2024-2033, dog med størstedelen tidligt i perioden.

- Det er klart, at pengene skal fordeles over en længere årrække. Men sandheden er, at vi er nødt til investere et massivt beløb de første år for at genoprette tilstanden for de bygninger, som allerede er i dårlig stand. Slitage og forfald er desværre problemer af den slags, som kun bliver større og værre af, at man ikke gør noget ved dem, siger Mads Duedahl.

Se Rambølls Analyse af vedligeholdelsesbehovet i regionernes sygehusbygninger her.

cwa

Fakta

  • Størstedelen af landets sygehusbygninger er af ældre dato. Mange af hospitalsbygningerne er over 50 år gamle.
  • 31 pct. af de gamle bygninger er i såkaldt "kritisk" tilstand. Når en bygning er i kritisk tilstand, vil der oftere opstå akutte problemer, som forværrer tilstanden yderligere.
  • Uden investeringer i genopretning, vil vedligeholdelsesefterslæbet stige og behovet vil blive større end 27 milliarder, skriver Rambøll.
  • Rambølls analyse omfatter den del af de offentlige danske sygehuses bygningsmasse, som ikke er omfattet af Kvalitetsfonden eller forventes nedlagt indenfor de næste fem år.

Kilde: Danske Regioner

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.