Mens der er travlt på landets sygehuse, så har læger fra lande uden for EU og Norden haft svært ved at få lov at arbejde i Danmark.
Men det skal der rettes op på nu. I forbindelse med den såkaldte coronavinterpakke til landets sygehuse er regeringen og dens støttepartier også blevet enige om at åbne for flere udenlandske læger. Det siger De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen.
- Vi er rigtig tilfredse med, at vi nu får autorisationer til udenlandske læger langt hurtigere igennem. Og udenlandsk sundhedspersonale i det hele taget.
- Der er årelange køer i Danmark for mennesker med lægelig uddannelse, der bare står og venter. Det er ikke særlig meningsfuldt, når vi netop akut mangler læger og meget andet sundhedspersonale, siger Sofie Carsten Nielsen.
Aftaleparterne er konkret blevet enige om, at sagspuklen for sundhedspersonale fra tredjelande skal nedbringes.
I aftalen afsætter der 11,3 mio. kr. i 2022 og 11,8 mio. kr. i 2023 til hurtigere at behandle ansøgninger fra sundhedspersonale fra tredjelande. Det skal give mere personale på landets sygehuse. Her peger både læger og sygeplejersker på stigende arbejdspres.
Dermed kan patienter landet over måske snart se frem til hjælp flere udenlandske læger og sygeplejersker, når de kommer på sygehuset.
1.300 venter
Det glæder formand i Lægeforeningen Camilla Rathcke.
- Det er rigtig positivt, at der er et særskilt fokus på, at vi faktisk har næsten 1.300 læger og speciallæger, der venter på at få autorisationsprocessen i Danmark sat i gang, så vi kan få glæde af dem, siger hun.
Denne del af aftalen er dog kun en brik i en løsning for det pressede sundhedsvæsen, mener lægeformanden.
- De vil ikke grundlæggende kunne være hovedløsningen på de udfordringer, sundhedsvæsnet bredt set har, fordi det også handler om andre faggrupper, siger Camilla Rathcke.
Spørgsmålet om udenlandsk arbejdskraft har tidligere udløst opgør på Christiansborg. Men det var ikke tilfældet under forhandlingerne mellem regeringen, SF, De Radikale, Enhedslisten, Kristendemokraterne og Alternativet, siger Sofie Carsten Nielsen.
- Der gik ikke udlændingepolitik i den for en gangs skyld. Det er vi rigtig glade for, siger De Radikales leder.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.