
ÆRØ: Fra på mandag kommer det til at gå hurtigere for blodprøver fra Ærø, når landets første sundhedsdrone går på vingerne. Den skal på knap 40 minutter transportere blodprøver mellem sygehuset i Ærøskøbing og Svendborg Sygehus. Alene sejlturen tager fem kvarter.
Målet er, at lægerne på Ærø hurtigere kan få besked om, hvad deres patienter fejler, og dermed sætte en behandling i gang, siger Bjarne Dahler-Eriksen, der er lægefaglig direktør på Odense Universitetshospital (OUH).
- Med dronetransport kan diagnosen stilles hurtigere. Det kan for eksempel hjælpe patienter, der er indlagt med mistanke om lungebetændelse. Det kan også være patienter, der er syge af en bakterie eller af et virus.
Ud over at nedbringe transporttiden vil det få betydning for patienterne, at dronerne kan lette døgnet rundt.
- I dag er vi afhængige af færgerne, som ikke sejler sent om aftenen og om natten, siger Bjarne Dahler-Eriksen.
Måske også medicin
På Ærø peger borgmester Peter Hansted (S) på, at det ikke kun handler om kortere transporttid for blodprøverne. For nogle patienter vil dronen få den betydning, at de ikke skal til Svendborg eller Odense for at få taget en blodprøve. I stedet kan det klares på det lokale sygehus.
- Det drejer sig om patienter, der skal have taget visse blodprøver, som i dag kræver, at de skal afsted til fastlandet, siger Peter Hansted.
På længere sigt er hans håb, at dronerne vil kunne transportere medicin fra sygehuset i Odense til Ærø. Det kunne være til kræftpatienter i behandling med kemoterapi. Da medicinen skal være frisk, kan den ikke nå frem i tide med færgen. Derfor må patienterne i dag rejse til OUH for at få behandlingerne.
- Det kan være en lang dag, særligt for ældre mennesker. Det ville være fantastisk, hvis medicinen kunne komme med dronen, så patienterne kan få den på sygehuset herovre. Eller måske på længere sigt hjemme hos sig selv, siger Peter Hansted.
Flere øer kommer med
Når Ærø er dronedebutant, skyldes det, at øen har et sygehus, og at de praktiserende læger og lægerne på sygehuset allerede har taget digitale løsninger i brug.
Det gælder videokonsultationer med sygehusene på fastlandet. Desuden har sygehuset i Ærøskøbing siden 2018 haft en hospicestue, der via en skærm er i forbindelse med eksperter i palliativ behandling på Hospice Sydfyn.
Men dronerne vil blive udbredt til flere øer, siger lægefaglig direktør Bjarne Dahler-Eriksen. Kravet er kun, at der på øen er en læge eller en sygeplejerske, der kan tage blodprøven.
- Når det kan lade sig gøre at flyve med droner over vand til Ærø, så kan det samme lade sig gøre til for eksempel Samsø, Anholt og Læsø.
Dronerne er testet ved HCA Airport i Odense, ved OUH og ved flyvninger internt på Ærø. Mandag skal de stå deres prøve over vand, når transportminister Trine Bramsen (S) sender den første afsted.
FAKTA
* I august 2021 begyndte redningsselskabet Falck at lave testflyvninger med sundhedsdroner mellem Ærø og Fyn.
* Formålet er i første omgang, at dronerne skal flyve blodprøver fra øen, så patienter hurtigere kan få hjælp.
* Da testflyvningerne begyndte, var det første gang i Danmark, at droner fløj uden for synsvidde af piloten.
* Inden for de kommende fem år forventer Falck, at det også bliver muligt at flyve med mennesker om bord på større droner.
* Bag projektet står HealthDrone, som er støttet af Innovationsfonden.
* Målet er at udvikle og teste sundhedsdroner, der skal transportere patientprøver, medicin og medicinsk udstyr mellem hospitalsafdelinger, lægehuse og hjemmeplejen.
Kilder: Falck, Syddansk Universitet og Ritzau.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.