dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat
Aarhus vil bruge 105 mio. kr. på tiltag for sund aldring
Et nyudnævnt investeringsråd i Aarhus Kommunes nye Sundhedsfond skal finde veje til en sundere aldring hos borgerne. (Arkivfoto)
Foto: Jan Dagø/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

Aarhus vil bruge 105 mio. kr. på tiltag for sund aldring

Målet er at udskyde behovet for pleje og praktisk hjælp til de stadig flere ældre og kronikere.
6. JUN 2024 8.20

AARHUS: Et investeringsråd i en ny aarhusiansk Sundhedsfond med 105 mio. kr. til rådighed skal finde og pege på veje til sund aldring for borgerne. Rådet er netop udnævnt og godkendt af byrådet, oplyser Aarhus Kommune.

Sudhedsfonden kommer blandt andet til at have fokus på tidlig opsporing af demens, borgere med kronisk sygdom samt understøtte langsigtede initiativer, der fremmer et godt og aktivt liv uden sygdom. Midlerne blev afsat i forbindelse med budgetforlig 2023-2026.

Målet er at fastholde aarhusianernes fysiske, mentale og sociale funktionsniveau i længere tid, så behovet for pleje og praktisk hjælp mindskes eller udskydes. Fonden skal via investeringsrådet investere i indsatser og aktiviteter, der understøtter dette.

- Den økonomiske situation kræver en benhård prioritering, og Sundhedsfonden skal være med til finde nye veje til sund aldring, siger rådmand for Sundhed og Omsorg Christian Budde (V).

Erfarne folk

De fem medlemmer, som byrådet netop har udnævnt til at pege på fremtidens indsatser for sund aldring, er: 

Leif Vestergaard Pedersen (udnævnes til formand for investeringsrådet), formand for Etisk Råd og tidligere administrerende direktør for Kræftens Bekæmpelse, Lone Ryg Olsen, erhvervsdirektør, Aarhus Universitet, Helle Terkildsen Maindal, institutleder for Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet, Philipp Schröder, professor på Institut for Økonomi, Aarhus Universitet samt Mogens Vestergaard, professor på Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet

- De fem medlemmer af investeringsrådet er højt ansete indenfor deres felt, og vi er meget stolte af, at de vil være med til at sætte retningen for vores sundhedsfond. Medlemmerne kan give os en bred faglig fundering indenfor organisering af sundhedsvæsenet, innovation, forebyggelse, erhvervssamarbejde, sundhedsøkonomi og lighed i sundhed, lyder det fra rådmanden for Sundhed og Omsorg.

De næste ti år forventes der at være 5.000 flere af de ældste borgere over 80 år, og antallet af kronikere er stigende. Den kommende formand for investeringsrådet Leif Vestergaard Pedersen ser frem til arbejdet i Aarhus:

- Jeg glæder mig særligt til at dykke ned i samarbejdet med civilsamfund og erhvervsliv, lighed i sundhed og innovative løsninger i et presset sundhedsvæsen. Vi skal bruge medarbejdernes ressourcer rigtigt, og derudover håber jeg, at Sundhedsfonden vil bidrage til, at borgerne får flere gode leveår, hvor de lever uafhængigt af hjælp fra kommunen, siger han.

cwa

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.