
MIDTJYLLAND: 28 patienter med prostatakræft har i 2012 og 2013 fået kemoterapi på Aarhus Universitetshospital med stoffet cabazitaxel i doser, der har været 16-21 pct. større end ordineret. Det kan have givet patienterne kraftigere bivirkninger i forbindelse med kemoterapien.
- Det er en meget kritisk situation, som selvfølgelig er helt uacceptabel for dem, det er gået ud over, siger direktør i Region Midtjylland, Ole Thomsen.
Han fortæller, at hospitalet onsdag har sendt et brev til patienterne og til pårørende til dem, der er døde, hvor de fortæller om fejlen. Patienterne bliver tilbudt en samtale på Aarhus Universitetshospital om fejlen og behandlingsforløbet. De er samtidig orienteret om, at de kan søge om erstatning hos Patientforsikringen.
Fejlen rettet
Hospitalsapoteket Aarhus blev opmærksom på overdoseringen 4. november sidste år. Fejlen blev rettet samme dag, og siden er der blevet arbejdet med at afdække forløbet, omfanget og konsekvenserne, så man kunne give patienterne og omverdenen et rimelig klart billede af, hvad der er sket.
Endnu er forløbet dog ikke helt klarlagt. Men de foreløbige undersøgelser tyder på, at flere af patienterne har fået bivirkninger, som kan skyldes den højere koncentration kemoterapi. Tre af disse patienter er døde i forløbet, og det kan ikke udelukkes, at overdoseringen har spillet en rolle.
- Vi mener det er vigtigt, vi fortæller åbent om vores fejl, så patienterne kan være trygge ved den behandling, de ellers modtager, siger Ole Thomsen.
Også fejl andre steder
Efter Hospitalsapoteket Aarhus blev opmærksom på fejlen, er det kommet frem, at flere andre hospitaler i Europa har begået samme fejl. Det skyldes, at den første udgave af produktinformationen fra producenten var mangelfuld.
- Det fritager os selvfølgelig ikke fra vores ansvar men gør, at vi må lære af sagen. Allerede nu har vi indført procedurer, så vi systematisk tjekker op på produktinformationerne en ekstra gang, siger Ole Thomsen.
kil
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.