AARHUS: Byrådet i landets andenstørste by besluttede i aftes, at der i fremtiden bliver flere røgfrie udearealer i byen. Det skal være med til at påvirke unge til ikke at begynde på at ryge, og dermed mindske antallet af dødsfald på grund af rygning. Det er med til at sætte kursen mod en røgfri fremtid.
- Jeg ser frem til, at vi får røgfrie legepladser, busstoppesteder og røgfrie udearealer ved alt fra lokalcentre og biblioteker til administrationsbygninger og sundhedscentre, siger Jette Skive (DF), rådmand, Sundhed og Omsorg.
Med beslutningen er det også slut med salg af tobak ved events og arrangementer i Aarhus støttet af Aarhus Kommune, og der må heller ikke sælges tobak i kommunalt ejede bygninger.
- Byrådets beslutning sender et solidt signal til børn og unge om at rygning slet ikke hører hjemme i det offentlige rum, og på den måde kan vi forhåbentligt bidrage til at skabe nye generationer uden rygere. Da vi i sin tid som landets første kommune indførte røgfri arbejdstid, blev det anset som kontroversielt. I dag opleves det som helt naturligt, og sådan vil det også gå med røgfrie udearealer. Det er et vigtigt skridt i kampen mod de mange tobaks-dødsfald, siger borgmester Jacob Bundsgaard (S).
Udover forbud mod rygning på flere udearealer, har Jette Skive indgået en aftale med Gadeforeningen Strøget om en kampagne, der i en periode skal opfordre folk til ikke at ryge.
Fakta
Sundhed og Omsorg har for et par uger siden gennemført en uges kampagne på baggrund af den senest vedtagne sundhedspolitik. Her er budskabet 'Tak fordi du ikke ryger'. På grund af covid-19 vil kampagnen blive gentaget.
Kilde: Aarhus Kommune
ibs
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.