
Er man særligt udsat for corona-virus, hvis man er gravid? Det spørgsmål er stadig uafklaret, når Statens Serum Institut opgør de foreløbige data.
Sundhedsstyrelsen har hidtil anbefalet, at gravide med milde symptomer testes - både ud fra et forsigtighedsprincip og for at undgå smitte på sygehuset.
Derfor er 1.245 gravide kvinder indtil videre blevet testet, og af dem var de 66 smittet med sygdommen. Yderligere 171 blev testet inden for fire uger efter fødslen, og af dem var kun én positiv.
Tallene svarer til, at fem pct. af de testede gravide var smittet. Det er lavere end blandt befolkningen som helhed, hvor syv pct. af de testede var smittet, men da der er forskellige tærskler for de to grupper, er de ikke direkte sammenlignelige.
Ni af de 66 smittede gravide har født, heraf fire ved kejsersnit. Få nyfødte er blevet testet, og ingen af dem var positive. Ingen gravide med covid-19 er døde.
Begrænsede data
Det er stadig ikke muligt at afgøre, om gravide har større risiko eller et andet sygdomsforløb end alle andre, heller ikke ud fra disse data, konkluderer Statens Serum Institut.
Der er indtil nu begrænsede internationale data om covid-19 og graviditet.
Selvom gravide formentlig helt generelt ikke er mere modtagelige for virussygdomme end andre personer, så ændrer immunforsvaret og kroppens reaktion på en virusinfektion sig under en graviditet, hvilket betyder, at gravide kvinder kan have større risiko for et alvorligt forløb. Dette gælder særligt i den sidste del af graviditeten, forklares det i rapporten fra Statens Serum Institut.
Derfor betragtes gravide ud fra et forsigtighedsprincip som en særlig risikogruppe.
Brug for mere viden
Flere sammenfatninger af eksisterende international litteratur bekræfter behovet for yderligere dataindsamling og viden.
'Samlet set lader det ikke til, at gravide har større risiko for at blive smittet med covid-19 end den generelle befolkning. Risikoen for, at gravide oplever alvorlig sygdom som følge af covid-19, anses for lille, men der findes beskrivelser af enkelte tilfælde, hvor gravide har haft alvorlige forløb,' hedder det.
Der er indtil nu heller ingen data, der tyder på, at der er forøget risiko for abort eller for fosterskadende effekt af virus.
Fremover kan endnu flere danske gravide forventes at blive testet som led i den udvidede teststrategi, hvor alle, som ventes indlagt mindst et døgn, skal testes på forhånd.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.