En meget bred vifte af aktører på psykiatriområdet er enedes om et udspil til regeringen om et løft af psykiatrien. I alt 44 organisationer står sammen om otte anbefalinger, oplyser de.
Udspillet har fået titlen PsykiatriLøftet, og de otte anbefalinger er:
- Løft socialpsykiatrien, så borgere med behov for social støtte hurtigt modtager en fagligt specialiseret, tilstrækkelig og stimulerende indsats.
- Løft behandlingspsykiatrien, så kvaliteten styrkes, og alle, der har behov, kan (for)blive indlagt.
- Løft indsatsen for borgere med behov for en samlet misbrugsbehandling og psykiatrisk behandling.
- Et løft, så alle berørt af psykisk sygdom oplever, at hjælpen er koordineret mellem sektorer.
- Løft støtten til pårørende til mennesker ramt af psykisk sygdom.
- Løft den tidlige og forebyggende indsats for alle borgere med psykisk sygdom.
- Et løft, så alle børn, der har behov, får en systematisk og effektiv tidlig indsats.
- Løft mulighederne for psykiatrisk forskning.
Initiativet er taget i et samarbejde mellem kommuner og regioner, lønmodtagerorganisationer, brugerorganisationer og pårørendeorganisationer. Dermed er både arbejdsgivere, personale, brugere, patienter og pårørende repræsenteret, og kun staten mangler at give sit besyv med.
De to ministre, som udspillet er stilet til, sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og social- og indenrigsminister Astrid Krag (S), har dog allerede på sociale medier hilst det velkomment.
'Konstruktive forslag' siger Magnus Heunicke og lover samarbejde om at 'forbedre indsatsen for alle mennesker, der er ramt af psykisk sygdom og deres pårørende', mens Astrid Krag kalder udspillet fra 'en hidtil uset bred kreds af aktører på psykiatriområdet' for både 'imponerende' og et 'stærkt afsæt for arbejdet' med en tiårsplan for psykiatrien.
Realitetsforhandlinger kan det dog først blive til næste år. Sundhedsstyrelsen arbejder på en statusrapport for området, og først når den foreligger, vil vil de politiske forhandlinger gå i gang, skriver Altinget efter et møde i Sundhedsministeriet i sidste uge.
Se udspillet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.