
Faldet i både antal nye coronasmittede og antal indlæggelser fortsætter, viser dagens tal fra Statens Serum Institut.
Da tallene blev opgjort i morges, var 43 kommuner sluppet for nye smittede den seneste uge. Som det fremgår af kortet øverst, findes de nye tilfælde fortsat især på det nordøstlige Sjælland.
Ishøj har haft flest smittede den seneste uge i forhold til indbyggertal, hvorimod nabokommunen Greve ikke har haft en eneste.
I alt har syv østdanske kommuner ikke haft nye smittede i ugens løb. Udover Greve gælder det Sorø, Vordingborg, Lejre, Stevns, Dragør, Lolland og Bornholm.
I Vestdanmark har kun hver tredje af kommunerne haft smittede den seneste uge. Alle under ti tilfælde pr. 100.000 indbyggere bortset fra Fanø, som ellers har været uden smittede i lang tid.
480.239 testet i morges
Tilbuddet om, at alle kan booke en coronatest, har fået antallet af testede til at stige, omend der stadig er masser af ledig kapacitet i de hvide telte. I alt 480.239 var i morges blevet testet, nogle af dem flere gange, så det samlede antal test er over en halv million.
Siden i går er der fundet 52 nye smittede. 107 personer er ifølge opgørelsen indlagt, hvilket er fem færre end i går. 22 er på intensiv og 11 i respirator, hvilket også er færre end i går.
To nye er døde inden for 30 dage efter, at de var testet positiv. Dermed er i alt 565 døde med virussen i Danmark. Til sammenligning er antallet af registrerede tilfælde i Sverige nu nået 4.220, heraf 95 det seneste døgn.
I alt 11.480 testet positiv
I alt er 11.480 blevet testet positiv i Danmark de seneste måneder. Af dem er 10.106 registreret med overstået infektion, hvilket vil sige, at de 14 dage efter konstateret smitte ikke er døde eller indlagt.
85 af de indlagte ligger på hospitaler i Region Hovedstaden og Region Sjælland, mens kun 22 er indlagt i de øvrige regioner.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.