DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job
Regeringen ønsker at sende flere penge ud til regionerne, der står bag de hvide telte, hvor man kan få taget en test for coronavirus. (Arkivfoto).
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

2,7 mia. kr. skal kompensere ekstraudgifter til coronaindsats

Regeringen vil sende flere penge ud til kommuner og regioner, så der er ekstra midler til værnemidler og test.

Den stigende smitte stiller større krav til kommunernes og regionernes coronaindsats. Regeringen vil derfor finde ekstra penge til kommunerne og regionerne. I alt er der ønske om at kompensere med yderligere 2,7 mia. kr. Det oplyser Finansministeriet.

Konkret har regeringen anmodet Folketingets Finansudvalg om tilslutning til at sende en mia. kr. til kommunerne. Dertil er der anmodet om at sende 1,7 mia. kr. til regionerne. Kompensationen er tiltænkt ekstraudgifter til værnemidler og testindsatsen.

Fra KL siger formand Jacob Bundsgaard (S), at de ekstra midler vil kunne være med til at sikre, at der ikke slækkes på de andre ansvarsområder, som kommunerne har.

- Vi har et fælles ansvar for at sikre, at vi kommer godt gennem coronakrisen. Og det gælder også i forhold til at sikre, at den kommunale butik kan køre videre, og at velfærd kan leveres til borgerne - på vores plejehjem, i vores skoler og dagtilbud, i jobcentrene og så videre.

- Derfor er jeg glad for, at regeringen har blik for, at udgifterne til håndtering af coronakrisen ikke må gå ud over den øvrige velfærd, siger Jacob Bundsgaard.

Ud over de 2,7 mia. kr. i ekstra kompensation har regeringen også i foråret indgået aftaler med KL og Danske Regioner om udbetaling af i alt 5,7 mia. kr. til at dække udgifter som følge af coronavirusset.

Ritzau