
373 personer er testet positiv siden fredag, viser mandagens tal fra Statens Serum Institut.
Tallene offentliggøres kun på hverdage og dækker derfor tre dage, men ifølge Ritzau er 76 testet positiv siden mandag. Dermed er mandag første gang i seks dage, der er registreret under 100 nye tilfælde på et døgn.
Tre personer er døde, mens de var smittet med covid-19, og det har fået antallet af indlagte til at falde med to til 23. Der er fortsat to på intensiv, begge i respirator.
Over 47.000 personer er blevet testet hen over weekenden.
Klart flest i Aarhus
Fordelt på kommuner viser tallene, at 191 er testet positive i Aarhus hen over weekenden, mens det gælder 24 i Silkeborg, som er ramt af et mindre udbrud.
København har 34 nye smittede, Ringsted ni og Slagelse otte, de øvrige kommuner derunder. 53 af landets kommuner har haft nye smittede de seneste tre dage.
I Aarhus har mange af de smittede somalisk baggrund, og det har ført til uheldige episoder over for personer fra det somaliske mindretal. I en konkret sag blev en pige afvist i sin institution, og det har i dag medført en undskyldning til familien fra børn- og ungerådmanden og borgmesteren, oplyser borgmester Jacob Bundsgaard (S) på Facebook.
Situationen i Aarhus har fået de øvrige regioner til at sende ledig testkapacitet til Midtjylland, senest har også Region Sjælland mandag sendt de biler, der har kørt rundt i ferielandet, afsted til Aarhus-området.
40 børn sendt hjem i Silkeborg
Flere steder har kommuner været i gang med at teste efter udbrud blandt personale eller brugere.
I Silkeborg er 40 børn og fire medarbejdere i en daginstitution blevet bedt om at blive hjemme og lade sig teste, fordi et barn er testet positiv, oplyser kommunen.
Daginstitutionen ligger tæt på det område ved Lupinvej/Resedavej, hvor der er konstateret et mikroudbrud. De involverede børn og ansatte skal blive i selvisolation, til de har en negativ test.
I Odense blev et vuggestuebarn i sidste uge testet positiv, men ingen af hverken de andre børn eller de ansatte er blevet smittet, viser to gange test ifølge TV2 Fyn.
I Morsø blev en sosu-hjælper i forrige uge testet positiv, men test og gentest af de implicerede borgere og 140 kolleger har ikke fundet andre smittede, skriver KunMors.dk.
'Det ser fornuftigt ud'
Formand for Lungeforeningen Torben Mogensen er forsigtigt positiv på baggrund af mandagens smittetal.
- Det ser fornuftigt ud - forstået på den måde, at der ikke er nogen eksplosiv stigning, som man havde kunnet forvente ved indgangen til weekenden. På den måde ser det godt ud, og det tyder på, at man formår at indkapsle de her udbrud, vi har set i Ringsted og Aarhus på det seneste, siger Torben Mogensen til Ritzau.
Kl. 15.30 mandag er der indkaldt til pressebriefing med sundhedsminister Magnus Heunicke (S), transportminister Benny Engelbrecht (S), direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm, faglig direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak, konstitueret direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed Anette Lykke Petri og rigspolitichef Thorkild Fogde.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.