Fra fredag til lørdag blev 169 personer - heraf 79 i Aarhus - konstateret smittet med covid-19. Søndag blev yderligere 128 personer smittet - 72 i Aarhus. Det viser tal sendt til Folketingets partier, og som Ritzau har set.
Tallene er sendt til den følgegruppe i Folketinget, der holder øje med udbredelsen af covid-19. Statens Serum Institut opdaterer kun sin hjemmeside på hverdage, men gruppen modtager altså også tal i weekenden.
Smitteudbruddet i Aarhus har fået myndighederne til at indføre lokale restriktioner. Herunder krav om brug af mundbind i offentlig transport, ligesom studiestarten på ungdomsuddannelser er blevet udskudt.
En beboer på plejehjemmet Thorsgården i Aarhus er konstateret smittet med covid-19, oplyser Aarhus Kommune. Kommunens beredskabsplan indebærer blandt andet, at der lukkes for besøg på plejehjemmet, med mindre de anses for at være kritiske.
Børnene i 0. klasse på Skjoldhøjskolen samt 0. klasser og 1. klasser på Sødalskolen må udsætte skolestarten, efter at flere personer er testet positive med covid-19. På Skjoldhøjskolen drejer det sig om et barn i 0. klasse, mens det på Sødalskolen drejer sig om to elever i 1. klasse, en elev i udskolingen og en medarbejder på skolen.
Det får nu begge skoler til at udsætte skolestarten for flere elever, fordi de smittede har været i SFO i løbet af denne uge op til skolestart, og derfor kan have smittet andre.
Efter at et barn er blevet testet positiv, er 40 børn og fire medarbejdere i Børnehuset Søholt i Silkeborg blevet bedt om at blive hjemme i selvisolation, indtil der foreligger en coronatest, der er negativ.
Danish Crowns slagteri i Ringsted lukker i foreløbig en uge, efter at yderligere 22 medarbejdere er testet positiv. Næsten 600 er blevet testet for coronavirus. Efter første testrunde nåede det samlede antal smittede torsdag op på 120.
Sjælland har sit at se til
Aarhus Kommune får nu hjælp til coronatest og smitteopsporing fra tre af landets regioner. Region Nordjylland, Syddanmark og Hovedstaden sender alt disponibelt testpersonale og udstyr til Aarhus. Det inkluderer ti testbiler inklusive besætninger, der vil deltage i arbejdet med at teste flere i Region Midtjylland.
- Med støtten fra landets øvrige regioner håber Region Midtjylland i løbet af få dage at nå op på mellem 5000 og 6000 daglige podninger i og omkring Aarhus. Fra mandag er der i alt 16 testbiler i drift i Region Midtjylland, oplyser regionen. For nuværende kan der testes omkring 2000 om dagen.
Region Sjælland deltager ikke i den ekstraordinære hjælp til Aarhus, da regionen selv kæmper med et smitteudbrud omkring Danish Crowns slagteri i Ringsted.
Den seneste tids stigende coronasmitte i Aarhus fik sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til at indføre en række restriktioner for den offentlige transport i byen.
- Krav om brug af mundbind i forbindelse med al kollektiv transport (tog, bus mv.).
- Opfordring til at undgå offentlig transport, hvis andre transportmidler er mulige.
- Opfordring til hjemmearbejde i videst muligt omfang.
- Anbefaling om at begrænse trængslen i detailhandlen og skærpe andre smitteforebyggende tiltag i forbindelse med indkøb.
- Opfordring til øget opmærksomhed på afstandsanbefalinger i det offentlige rum, i restaurations- og forlystelsesbranchen og i kulturlivet.
- Opfordring til at følge Sundhedsstyrelsen gode råd for afholdelse af private fester.
- Anbefaling om fysisk fremmøde i gymnasier og andre ungdomsuddannelser udskydes i 14 dage.
- Anbefaling til, at ruskurser og andre arrangementer, som ligger forud for egentlig studiestart på videregående uddannelser aflyses eller udskydes.
- Opfordring til, at flest mulige aktiviteter foregår udendørs.
- Massiv informationsindsats målrettet borgerne i Aarhus.
Kilde: Mail fra Sundheds- og Ældreministeriet til sundhedsordførerne.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.