DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Yderligere 600 smittetilfælde - indlagte falder til 211

Positivprocenten har gennem snart to måneder ligget stabilt mellem 0,30 og 0,50.
4. APR 2021 16.38
TEMA: Corona

Der er registreret 600 nye coronatilfælde det seneste døgn, oplyser Statens Serum Institut. Det er sket på baggrund af 128.920 PCR-prøver. Dermed er andelen af smittede - den såkaldte positivprocent - 0,47.

Positivprocenten har ligget mellem 0,30 og 0,50 de seneste to måneder. Der er 33 nye indlæggelser. Men det samlede antal indlagte falder med fire til 211 personer.Af dem ligger 39 patienter på intensivafdelinger. 27 af disse er så syge, at de får hjælp af en respirator til at trække vejret.

Der er yderligere ét coronarelateret dødsfald. Dermed er samlet set 2.429 personer afgået ved døden, efter at de tidligere har haft påvist covid-19.

Positivprocenten forbliver påskedag på det samme niveau som lørdag, hvor den var på 0,47.

Ifølge Thorkild Sørensen, professor emeritus i epidemiologi ved Københavns Universitet, er den uændret coronasituation gode nyheder for danskerne.

- Situationen er i det store og hele uændret. Og den er et godt udtryk for, at de tiltag, som er iværksat for at holde den i kontrol ser ud til at virke indtil videre. Så det er betryggende at se, at der ikke er en ny tredje bølge af coronasmitte på vej, som vi ser i flere andre lande, siger han.

Bekymring gjort til skamme

Professoren mener, at der har været fokus på, om smitten ville stige i påsken. Men med påskedagens tal er den bekymring gjort til skamme.

- Bekymringen har jo virkelig været, at befolkningen ville have øget social kontakt i påsken og dermed øget smitterisiko. Men jeg tror, at langt de fleste herhjemme har grebet budskabet om at være forsigtige hen over påsken. Og dermed undgå hvad vi så ved julen og nytåret. Så indtil videre ser det rimeligt ud, synes jeg.

Danskerne har dermed formået at holde sig på rette spor, lyder det fra Thorkild Sørensen.

Det seneste døgn er der også registreret 88.707 lyntest. Det fremgår ikke, hvor mange af disse prøver, der har påvist covid-19. Anbefalingen er, at man får en eventuel positiv lyntest bekræftet ved en PCR-test, da PCR-testen regnes for mere sikker.

Det seneste døgn har 12.147 personer påbegyndt vaccination mod covid-19. 2203 personer har fået det sidste af to vaccinestik og anses for færdigvaccineret.

Det svarer til, at 13,1 pct. i det danske vaccinationsprogram har påbegyndt vaccinen, og 6,9 pct. er færdigvaccineret.

Ritzau