
Alle skoler og daginstitutioner i Kolding inden for postnummeret 6000 lukker til og med 28. februar efter stigende coronasmitte. Tiltaget skal bremse smittespredningen. Det oplyser Sundhedsministeriet fredag i en pressemeddelelse.
Styrelsen for Patientsikkerhed har vurderet, at der er risiko for yderligere smittespredning, i forbindelse med at skoleelever og en del børn i dagtilbud skulle vende tilbage fra vinterferie mandag.
- Situationen i Kolding er alvorlig, og den høje smitte skal hurtigst muligt ned igen. Da smitten især er koncentreret om en række skoler og daginstitutioner, er det derfor nødvendigt at sende de mindste elever hjem igen og at lukke daginstitutioner i byen, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
Alle borgere over 12 år i Kolding opfordres til at lade sig teste. Der vil være kapacitet, så alle borgere over to år kan blive testet, oplyses det. Den øvelse satser kommunen på at være i mål med i løbet af næste uge. Det siger Thomas Boe, kommunaldirektør i Kolding Kommune, på et pressemøde.
Det bliver blandt andet muligt, fordi der efter planen skal oprettes otte nye teststeder i tillæg til de to, der er i dag.
- Fra på mandag kan vi teste 10.000 om dagen. Vi er cirka 60.000 borgere. Derfor kan vi teoretisk set teste alle borgere i den kommende uge, siger Thomas Boe.
Nærmere vejledning om, hvor og hvordan man kan blive testet, vil blive meldt ud senest mandag.
Der vil være nødpasning for børn, hvis forældre har et pasningsbehov som følge af deres arbejde. Og børn med særlige behov er undtaget nedlukningen.
For at bringe smitten under kontrol har Kolding Kommune sammen med Styrelsen for Patientsikkerhed aftalt følgende tiltag:
- kommunikationsindsats til borgerne om at overholde alle retningslinjer
- indsats i udvalgte boligområder med kommunale medarbejdere
- opsøgende indsats med tilbud om isolationsfaciliteter til smittede, herunder tilbud om praktisk hjælp til bl.a. indkøb
- dialog med dagligvarebutikker om skærpet fokus på afstandskrav, afspritning mv.
- test af alle borgere i Kolding
Kilde: Sundhedsministeriet
Ritzau / mh
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.