
Corona-pandemien er ikke overstået, men den udvikler sig heller ikke voldsomt.
Det er igen status onsdag, hvor dagens tal fra Statens Serum Institut viser ingen nye døde, 33 indlagte og 54 nye, som er testet positiv for covid-19. Samtidig er 29 personer det seneste døgn overgået til kategorien overstået infektion.
De 33 indlagte er én mere end i går, omvendt er fire nu i respirator, mens det i går var fem.
Flest nye i København
Det er stadig Hjørring, Helsingør og Køge, som har haft forholdsvis flest smittede den seneste uge, nu suppleret med Furesø og Ishøj.
Ifølge DK Nyts beregninger er antallet af nye tilfælde siden i går spredt over mange kommuner med flest, nemlig 12, i København, der som bekendt også er landets største.
Der er registreret fem nye i Høje-Taastrup, fire i Rudersdal og tre i Lyngby-Taarbæk, Hillerød, Hjørring og Frederikshavn.
I Hjørring ankom en busfuld medicinstuderende onsdag morgen for at påbegynde rundture til knap 3.000 hjemmeboende ældre og syge borgere, som nu kan blive testet derhjemme, skriver Nordjyske. Det sker som led i inddæmningen af det udbrud, som især har plaget et plejecenter i Sindal.
I Frederikshavn blev 14 skoleklasser sendt hjem i sidste uge, men testresultaterne viser nu ifølge TV2 Nord, at ingen af eleverne var smittet.
Smitteudbrud uden flere indlagte
Søren Riis Paludan, der er virolog på Aarhus Universitet, bider mærke i, at den seneste tids lokale smitteudbrud fortsat ikke har vist sig i indlæggelsestallene.
- Først og fremmest er det glædeligt, at de smitteudbrud, vi har set i Nordjylland og andre steder, ikke har manifesteret sig synligt i indlæggelsestallene endnu. Det bliver spændende at følge, om vi kommer til at opleve øgede indlæggelser og måske flere alvorligt syge som følge af de her små mikroudbrud, siger han til Ritzau.
Han vurderer, at der fortsat kan gå et par uger, før de seneste smitteudbrud viser sig som indlæggelser.
Men overordnet set ser Søren Riis Paludan dagens tal som et tegn på, at der fortsat er kontrol over situationen i Danmark.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.