SKANDERBORG: Skanderborg Kommune indtræder nu i et samarbejde med ti andre kommuner om de midtjyske cykelstier, der alle har plads til endnu flere cyklister.
Supercykelstisamarbejdet skal finde "huller" i det samlede cykelstinettet, samtænke kommende anlægsprojekter og finde fælles løsninger, der kan gøre det mere attraktivt at være cyklist.
Formand for Plan- og Miljøudvalget i Skanderborg Claus Leick (SF) forklarer, at det ikke altid handler om nye, dyre projekter, men mere om at forbinde en eksisterende cykelsti i én kommune med en anden i nabokommunen for at sikre en sammenhængende rute.
Supercykelstisamarbejdet, der også er støttet af Region Midtjylland, kigger især på forholdene for pendlere, der potentielt kan lade bilen stå og i stedet tage cyklen på arbejde eller til uddannelse.
- I dag har op mod halvdelen af pendlerne i de østjyske kommuner under ti kilometer på arbejde. Det er en god cykelafstand, og vores opgave er at underbygge både de korte og de lidt længere pendlerstræk med gode cykelforhold, for det er bare sundere og bedre for miljøet at køre cykel frem for bil, siger Claus Leick.
Supercykelstisamarbejdet får et årligt budget på en mio. kr., der primært skal finansiere en koordinerende medarbejder, der skal kigge på cykelstinettet i alle deltagende kommuner. Finansieringen til udbygning af supercykelstinettet i Midtjylland skal blandt andet findes i statslige puljer.
Udover Skanderborg har Hedensted, Favrskov, Horsens, Norddjurs, Odder, Randers, Silkeborg, Syddjurs, Viborg og Aarhus kommuner sagt ja eller forventes snart at sige endeligt ja til projektet.
Supercykelstier
ka