Regionshospitalet Viborg bliver grønt

Efter en gennemgående energirenovering kan Regionshospitalet Viborg spare på sin varme- og elregning, mens klimaet slipper for ekstraregningen.
17. OKT 2019 11.21

MIDTJYLLAND: Regionshospitalet Viborg kan efter en omfattende energirenovation se frem til at skære 60 pct. af varmeforbruget og over 30 pct. af elforbruget. Alene det betyder, at hospitalet vil udlede 1.400 ton CO2 mindre end tidligere. Derudover er der installeret nye vinduer, hvilket alt sammen har været medvirkende til at sænke energiforbruget. Med de nye ventilationssystemer og vinduer er indeklimaet desuden blevet forbedret. 

- Vi kommer til at skære 60 pct. af varmeforbruget og over 30 pct. af elforbruget. Det svarer til, at vi vil udlede 1.400 mindre ton CO2. Og så kan vi også allerede nu konstatere, at vores indeklima er blevet betydeligt bedre, både hvad angår lysforhold og ventilation. Samlet set betyder det, at hele projektet er en positiv businesscase, som det er svært ikke at være tilfreds med, siger Thorkild Vestergaard, der er maskinmester på hospitalet.

Med til historien hører, at hospitalet har været i fuld drift, mens renoveringen stod på. Det var et af kravene fra Region Midtjylland og hospitalet til arbejdet. Som en del af projektet er der opsat nye kølemaskiner med tilhørende nyt rørsystem og ny komfortkøl i områder, der ikke tidligere har haft det – og med genanvendelse af spildvarmen. I varmesystemet er naturgaskedlerne erstattet med fjernvarme, mens ventilationssytemte er blevet behovsstyret.

- Tænk engang på perspektiverne i det her. Hvis alle hospitaler i Danmark sparede 60 pct. varme og 30 pct. el, så ville det jo rykke i forhold til den grønne omstilling, og lige så vigtigt ville projekterne skabe et bedre indeklima for tusinder af medarbejdere og patienter. Og hvorfor egentlig stoppe ved hospitalerne, når der er så mange andre offentlige bygninger, siger ekspert i energirenovering hos Siemens, der har været entreprenør på projektet, Kurt Othendal Nielsen.

esl

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard