
En stor gruppe brandfolk - omkring 1.000 - kan se frem til at blive undersøgt for, om de har et muligvis kræftfremkaldende stof i kroppen. Det oplyser Brandfolkenes Organisation onsdag.
Samtidig har Sundhedsstyrelsen onsdag lavet en vejledning til læger om, hvordan de skal rådgive mennesker, der har været udsat for store mængder af PFAS. Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
Stoffet PFOS, der hører til PFAS-gruppen, mistænkes for at være både kræftfremkaldende og hormonforstyrrende.
Det har blandt andet været anvendt i brandslukningsskum. Derfor har brandfolk været i nær kontakt med det giftige stof.
I foråret sidste år kom det frem, at stoffet PFOS havde spredt sig fra en brandskole til en mark i Korsør, hvor køer fra en kogræsserforening græssede. Siden er der fundet en række steder med PFOS.
Miljøstyrelsen oplyste i januar, at der er fundet 52 steder, hvor det ikke kan udelukkes, at PFAS-forurening udgør en risiko for sundheden.
Fordi PFOS har været anvendt i brandslukningsskum, har der været stor frygt blandt brandfolk for, hvordan det giftige stof ville påvirke deres helbred.
Man tager det seriøst
Onsdag har Brandfolkenes Organisation været til et møde i Sundhedsstyrelsen om PFAS. På mødet blev organisationen desuden oplyst om, at 1.000 brandfolk vil blive inviteret til undersøgelser for, om de har det giftige stof i blodet.
- Det er et stort skridt på vejen til, at vi kommer i gang nu. Det viser jo, at man tager det seriøst, og det er vi glade for. Det betyder, at når brandfolk sætter sig foran egen læge, så ved vi, at der ligger en vejledning om, hvordan lægen skal agere, siger Keld Rasmussen, der er formand i organisationen, der er en upolitisk fagforening for brandfolk i Danmark og Grønland.
Niels Sandø, enhedschef i Sundhedsstyrelsen, siger i pressemeddelelsen, at mange borgere er blevet bekymret for, om de har været udsat for PFOS.
- Med materialet vil vi sikre, at der er en ensartet viden hos lægerne om, hvordan de kan rådgive de borgere, der henvender sig.
- Vi vil gerne sikre, at borgerne får en ensartet behandling og rådgivning, der følger de anbefalinger, der er udarbejdet i samarbejde med landets førende eksperter, siger han.
Det er en ekspertgruppe, der er blevet nedsat af Sundhedsstyrelsen, der har været med til at lave vejledningerne.
Vejledningen fra Sundhedsstyrelsen er blevet sendt til læger, til faglige organisationer, til de arbejds- og miljømedicinske klinikker samt til regionerne.
PFAS er en gruppe syntetisk fremstillede fluorstoffer, heriblandt PFOS, som har været brugt siden starten af 1950'erne.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.