Foto ©Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Partilederrunde efter valgresultatet
Foto ©Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

DR og TV 2 afholder fælles partilederrunde onsdag ved valg

5. OKT 2022 10.23
Udskrives valget onsdag er der allerede planlagt fælles partilederdebat på DR og TV 2 i knap to en halv time.

Hvis der udskrives folketingsvalg onsdag, bliver der fra klokken 20.00 en partilederrunde på DR og TV 2.

Det er allerede planlagt, oplyser DR i en mail.

Statsminister Mette Frederiksen (S) holder pressemøde klokken 13.00 på Marienborg, hvor der efter alt at dømme udskrives folketingsvalg.

Den i så fald efterfølgende partilederrunde vil vare i knap to en halv time på Christiansborg og værter vil være DR's Nina Munch-Perrin og TV 2's Troels Mylenberg.

Her ventes samtlige 14 partiledere inklusive statsministeren at deltage.

Normalt afholder DR og TV 2 hver deres debat på dagen for valgudskrivelsen.

Men for at kunne give nok taletid til alle 14 partiledere er tv-stationerne denne gang gået sammen, så der kan afholdes en længere debat end normalt.

Ambitionen er, at det skal komme seerne til gode, forklarer Thomas Falbe, nyhedschef i DR.

- Fordi der er så mange partier, er vi nødt til at give det noget mere tid, for at det skaber mening for seerne. Det havde både TV 2 og os svært ved at opnå, hvis vi skulle have to partilederdebatter på samme aften, siger Thomas Falbe.

Til gengæld vil tv-stationerne fortsat afholde hver deres partilederrunde, når en valgkamp nærmer sig sin slutning.

I onsdagens ventede partilederdebat vil alle 14 partiledere være på gulvet på samme tid.

- Vi arbejder ikke med et stopur eller et på forhånd tildelt antal minutters taletid. Det er en løbende redaktionel vurdering, som selvfølgelig er vanskelig under en liveudsendelse.

- Men vi har en særlig opmærksomhed på, at alle kommer til orde. Men der skal være mulighed for at lade debatten flyde rimelig frit, siger nyhedschefen.

TV 2 oplyste også tirsdag til Politiken, at de tre statsministerkandidater allerede er inviteret til en statsministerdebat. Tv-stationen planlægger kun at holde én debat med de tre kandidater, Mette Frederiksen (S), Søren Pape Poulsen (K) og Jakob Ellemann-Jensen (V).

Det samme er planen hos DR, lyder det.

/ritzau/

Fra forsiden:

GDPR