Stemmeoptælling er i gang efter valg i Taiwan
Det regerende parti vil øge afstand til Kina, som siger, at valget reelt er et valg mellem krig og fred.
Stemmelokalerne blev lukket ved valget i Taiwan klokken 16.00 lørdag eftermiddag (klokken 9.00 dansk tid). Stemmeoptællingen gik i gang i samme øjeblik valget var afsluttet.
Kina har optrappet dets pres mod det demokratiske Taiwan, og det kommunistiske parti i Beijing har sagt, at valget reelt er et valg mellem krig og fred.
Valget er både et præsidentvalg og et parlamentsvalg. Udfaldet af præsidentvalget ventes at foreligge lørdag aften (dansk tid), hvor taberne ventes at erkende deres nederlag.
Taiwan har været en demokratisk succeshistorie, siden det holdt dets første præsidentvalg i 1996.
Det kinesiske sociale medie Weibo har lørdag blokeret et hashtag i forbindelse med valget i Taiwan, efter at søgeordet "Taiwan valg" var blandt de mest populære på platformen. Hashtagget har haft mere end 163 millioner visninger.
Der er en række opstillede partier, men tre af dem skiller sig ud som de dominerende. Det er det regerende Demokratisk Progressivt Parti (DPP), Kuomintang (KMT) og Taiwans Folkeparti (TPP).
DPP søger at genvinde magten i dets tredje valgperiode med den nuværende vicepræsident Lai Ching-te som spidskandidat.
DPP har 63 pladser i det afgående parlament, KMT har 38. TTP, der blev dannet i 2019, har fem, men ventes at få flere denne gang.
DPP går ind for, at Taiwan skal have sin egen identitet helt adskilt fra Kina. Partiet afviser helt kravet fra regeringen i Kinas hovedstad, Beijing, om, at Taiwan skal være en del af Kina.
KMT har rødder i de nationalister, der flygtede til Taiwan i 1949. Partiet er mere moderat og vil samarbejde med Kina. Men det afviser at være en støtte for Beijing-regeringen.
/ritzau/Reuters
























