HOVEDSTADEN: Region Hovedstaden indfører en række nye indsatser til kvindelige ansatte i overgangsalderen.
Fremover skal overgangsalder bl.a. indgå i MUS-samtaler, og ledere samt tillidsvalgte skal have mere viden om overgangsalder som en sundhedsmæssig udfordring.
Beslutningen har opbakning fra regionsrådet og bygger på et forslag stillet i maj.
Baggrunden er, at tre ud af fire kvinder mellem 40 og 60 år oplever symptomer som hedeture, søvnbesvær og nedsat koncentrationsevne, som kan forveksles med stress. Samtidig viser forskning, at 68 pct. af kvinder i overgangsalderen oplever, at arbejdslivet påvirkes.
Ifølge regionsrådsmedlem Maria Gudme (S) er der derfor behov for, at Region Hovedstaden som arbejdsplads tager større hensyn:
- Vi ved, at der er kvinder, der er påvirket af gener i forbindelse med overgangsalder. Det kan være svært at få et arbejdsliv til at hænge sammen, hvis man har hedeture, søvnbesvær eller er deprimeret. Regionen skal være en attraktiv og moderne arbejdsplads, hvor vi tager højde for menneskers forskellige livsfaser, siger hun.
Indsatser spænder bredt
Der er også et fastholdelsesperspektiv i indsatsen. Forskning viser, at 18 pct. af kvinder i overgangsalderen overvejer at sige op, 28 pct. går ned i tid, og omkring seks pct. stopper helt med at arbejde.
- Med denne beslutning får vi sat to streger under, at overgangsalder er en legitim, sundhedsmæssig udfordring, siger formand for Udvalget for Fastholdelse og Rekruttering, Susanne Due Kristensen (S). Hun fortæller desuden, at indsatserne skal omsættes til en handleplan og implementeres på regionens arbejdspladser i 2026.
Indsatserne spænder bredt og omfatter både organisatoriske, kulturelle og praktiske tiltag.
Overgangsalder skal integreres i arbejdsmiljømateriale, APV og dialog om trivsel, og der etableres uddannelsestilbud til ledere, HR og tillidsvalgte. Derudover er der udarbejdet et idékatalog med forslag til lokale løsninger, som f.eks. fleksible mødetider, pauser efter behov og midlertidige ændringer i opgavefordelingen.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.








