
Ejendomsfunktionærer og sociale viceværter kan i kraft af deres arbejde i almene boligområder spille en afgørende rolle i at opspore og hjælpe beboere med psykiske vanskeligheder. Det viser en afdækning, som Vive har foretaget for Socialstyrelsen.
Forskellige undersøgelser peger på, at der er en overvægt af borgere med psykiske vanskeligheder i almene boligområder sammenlignet med den øvrige befolkning. Socialstyrelsen har derfor bedt Vive afdække, hvilke eksisterende indsatser i de almene boligområder der kan opspore og hjælpe beboere med psykiske vanskeligheder.
Afdækningen identificerer syv eksisterende indsatser målrettet beboere med psykiske vanskeligheder. Særligt to typer viser gode resultater: Beredskabsindsatser og indsatser med sociale viceværter.
Brobyggere
I beredskabsindsatser bliver boligområdets ejendomsfunktionærer uddannet i at spotte tegn på psykisk mistrivsel blandt beboerne og gå videre med det til de fagprofessionelle aktører, der kan hjælpe beboerne.
De sociale viceværter fungerer som brobyggere mellem beboerne i området og velfærdssystemet. De er ansat til at opsøge udsatte beboere i boligområdet for at tilbyde rådgivning og støtte og har derfor deres daglige gang i boligområdet.
- Nærhed er afgørende i indsatser målrettet beboere med psykiske vanskeligheder. Beboerne er trygge og kender deres boligområde, og når de mødes af en indsats i nærområdet, bliver transport til tilbud langt væk ikke en barriere for at benytte tilbuddet. Derfor giver det god mening at inddrage ejendomsfunktionærer i det opsøgende arbejde eller tilsvarende knytte sociale viceværter til bestemte boligområder. De har i kraft af deres arbejde i boligområdet nemmere ved at opsøge beboere og skabe trygge relationer og har derfor en god mulighed for at opspore eventuelle psykiske vanskeligheder hos beboerne, siger Gunvor Christensen, projektchef i Vive.
Blandet og stille beboergruppe
Det er en særdeles blandet gruppe beboere, der ifølge professionelle aktører i boligorganisationer og kommuner har psykiske vanskeligheder. Der er stor forskel i både beboernes baggrund og på deres vanskeligheders kompleksitet.
Dog påkalder særligt to beboergrupper sig opmærksomhed blandt undersøgelsens adspurgte professionelle. Det drejer sig om de ensomme og isolerede samt beboere med etnisk minoritetsbaggrund.
- De to beboergrupper er kendetegnet ved, at de er svære at opspore, og de kan have massive psykiske vanskeligheder. Beboerne "larmer" ikke, holder sig ofte for sig selv og deltager ikke i boligområdets aktiviteter på fællesarealerne. De er således enormt svære at finde frem til, siger Gunvor Christensen.
ka
Afdækningen bygger på 39 interview fordelt på 23 interview med boligsociale projektledere eller medarbejdere, syv interview med kommunale opsøgende medarbejdere, to interview med sundhedsplejersker og syv interview med øvrige aktører, for eksempel koordinatorer i frivillige foreninger og udlejningsmedarbejdere i almene boligorganisationer.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.