Hvor syge danskere tidligere kunne vente i månedsvis, før lægerne havde tid til at operere dem, går det i dag hurtigere end længe med at få tilbudt en tid til operation, skriver Berlingske. Den gennemsnitlige ventetid til planlagte operationer for ikke-livstruende lidelser er nu nede på 48 dage - næsten en halvering af ventetiden i begyndelsen af 00'erne, da tallet var 90 dage.
Tallene stammer fra en opgørelse fra Sundhedsministeriet, der netop er blevet præsenteret for Folketingets Sundhedsudvalg. Udviklingen vil fortsætte i årene fremover, mener formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S).
- Det er det lange seje træk, der nu for alvor slår igennem. Der har været massivt politisk fokus på at få patienterne undersøgt og behandlet hurtigere, og personalet på sygehusene har arbejdet loyalt på, at det også er blevet sådan, siger han til Berlingske.
Bent Hansen peger på en stribe garantier om hurtigere behandling indført af Folketinget som en af årsagerne til forkortede ventetid. Senest er der indført en såkaldt udredningsret, der skal sikre, at langt de fleste patienter bliver undersøgt og får en diagnose inden for 30 dage.
De stadigt kortere ventetider forklares dog også med, at der de seneste år er udarbejdet faglige retningslinjer, skriver Berlingske. De har i en række tilfælde har ført til, at patienterne ikke længere indstilles til operation i samme omfang som tidligere men i stedet tilbydes eksempelvis genoptræning.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.