
Med kommunens ansvar for borgernes sundhed, vil behovet for at implementere brobygningsrelationer til civilsamfundets og foreningslivets idræts- og aktivitetstilbud kun stige i fremtiden.
Det er i hvert fald meldingen, hvis man spørger Signe Engdal.
Hun er ph.d.-studerende ved Center for Holdspil og Sundhed, hvor hun er i fuld sving med forskning om netop brobygning mellem kommuner og idrætsforeninger. Og derfor talte hun også Center for Holdspil og Sundheds konferencedage om motiverende idrætsfællesskaber tirsdag.
Sammen med et hold forskere præsenterede hun den nyeste viden om tværsektorielt samarbejde og overgange mellem kommunale sundhedstilbud og civilsamfundets idrætsfællesskaber.
Og angiveligt er potentialet stort.
"Brobygningen kan imødekomme en stor skare af borgergrupper fra det sundhedsfremmende perspektiv til borgere i rehabiliteringsforløb eller udenfor jobmarkedet. Men med et behov for at indgå i samarbejdsrelationer med foreningslivet opstår også et behov for i meget højere grad at forstå foreningslivets muligheder og begrænsninger for at samarbejde og for at inkludere nye målgrupper i forenings- og idrætsfællesskaberne," skriver Signe Engdal i et skriftligt svar til DK Nyt og supplerer:
"Et samarbejde afhænger af den lokale kontekst. Der er ikke en one size fits all-model for brobygning, men mange aspekter af samarbejdsprocessen vil gå igen og vil være noget, kommuner kan sparre med hinanden om og få spejling i forhold til."
Én ting er dog sikkert - mulighederne for at skabe en bæredygtig overgang skal faciliteres på forskellige niveauer. Signe Engdal forklarer nemlig, at arbejdet med brobygningen skal forankres "helt oppe" på kommunalpolitisk plan i både sundheds- og omsorgsforvaltningens arbejde og internt i kommunens gængse sundhedscentre.
Bl.a. nævner hun sikringen af driftsmidler, der skal give plads til nye løsningsmodeller og finansiering af arbejdet og politisk sammenhæng mellem kommunens sundhedspolitik og kultur- og fritidspolitik.
Tryghed er et nøgleord
Men vil man som kommune og foreningsliv lykkes med et bæredygtigt samarbejde, er det selvsagt ikke nok kun at implementere idéen på de øverste ledelsesgange i kommunen. Borgeren skal også føle sig tryg ved tilbuddet og overgangen dertil.
Faktisk er det helt afgørende, hvis brobygningen skal lykkes. At tage springet fra kommunale sundhedstilbud til foreningsbaserede idrætstilbud er nemlig en af de største barrierer, der kan afholde flere fra at indgå de civile tilbud.
"Den rejse og overgang skal borgeren støttes i, hvilket lykkes gennem kommunal organisering og samarbejde med foreningslivet," understreger hun.
Hvordan hjælper kommunerne bedst med at støtte borgeren og sikre dem tryghed, når de skal integreres i civilsamfundets idrætstilbud?
"Trygheden skabes ved, at kommunen har genkendelige aktiviteter til dét, som borgeren vil møde i foreningslivet. Det betyder, at de kommunale træningstilbud skal undgå at fokusere på den individbaserede træningsform og i stedet implementere holdspilsaktiviteter. På den måde opnår borgerne tryghed ved aktiviteterne allerede i det kommunale forløb," skriver Signe Engdal.
Succes i Brøndby
Blandt de kommuner, der har arbejdet aktivt med brobygningen, er Brøndby, der har indgået et implementeringssamarbejde med Center for Holdspil og Sundhed.
Det har f.eks. resulteret i, at kommunen i samarbejde med AOF Rødovre-Brøndby har oprettet et hold for borgere med diabetes. Holdet består af tidligere deltagere på holdtræning i Træningscenter Brøndby, og formålet er bl.a. at få flere i målgruppen til at bevæge sig.
Og netop denne form for brobygning giver ifølge Signe Engdal rigtig god mening. Adspurgt, hvordan man som kommune skaber de bedste rammer, der gør idrætsfællesskaber mere tilgængelige og attraktive for motionsuvante voksne, lyder svaret:
"Det gør kommunen ved at tilbyde holdspilsaktiviteter i eget regi og senere bygge bro til lokale idrætsforeninger, som vil være med til at inkludere nye, motionsuvante borgere i deres foreningstilbud. Kommunen skal altså understøtte foreningens mulighed for tilpasning og videreudvikling af deres aktivitetstilbud, såfremt foreningen har lyst til at skabe disse forandringer."
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.