
AALBORG: Personer, der er aktive i foreninger, grupper eller organisationer på ugentlig basis, har cirka 75 pct. større chance for at trives godt psykisk sammenlignet med personer, der ikke er en del af foreninger og lignende.
Det viser delresultater fra en ny undersøgelse udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed.
Ekspert i mental sundhedsfremme hos instituttet Vibeke Koushede påpeger, at fællesskaber er vigtige, fordi vi af natur er sociale væsner.
- Vi har alle behov for at føle, at vi hører til, og at vi bidrager til noget. Når vi er en del af fællesskabet, så er det med til at fremme følelsen af, at der er en mening med, at vi er her, siger hun.
Hun mener, at der i Danmark er for meget fokus på behandling, når den psykiske skade er sket - og for lidt på forebyggelse.
- Det er både uhensigtsmæssigt og alt for dyrt at vente til, at folk har det skidt med at prøve at reparere noget, som måske kunne være undgået, siger Vibeke Koushede.
Samarbejde med kommuner
Det er indsatsen 'ABC for mental sundhed', der står bag undersøgelsen. Indsatsen samarbejder med organisationer og kommuner om at pege på faktorer, der påvirker den mentale sundhed positivt.
Aalborg Kommune har siden april 2016 haft gang i indsatsen. Her handler det om at informere borgerne om, at der er mange fællesskaber i kommunen.
Søren Lund Jensen er leder på projektet i Aalborg. Han peger på, at det for nogle pressede familier kan virke lettest at fravælge fritidsidrætten, men at det faktisk er det aktive fællesskab, som kan give overskud i hverdagen.
- Det er godt at vide, at selv om nogle aktiviteter i kalenderen virker mindre vigtige, så er det noget af det, der er vigtigst at holde fast i, hvis man føler sig presset, siger han.
Ritzau / sl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.