NORDJYLLAND: Region Nordjylland hyrede fire udenlandske læger til at tage over, da ingen ville overtage en af landets travleste praksisser på Mors, da lægen skulle på pension. Men det er foreløbigt både første og sidste gang, at man bruger den model, fortæller regionsformand Ulla Astman (S):
- Vi må bare erkende, at det er rigtigt, rigtigt svært, når vi taler almen praksis, så vi har forsøgt, og vi har forsøgt i rigtig lang tid, men at få det til at lykkes, kunne vi altså ikke og vi må nok sige, at det er nok ikke en vej vi vil gå længere, siger hun til DR Midt og Vest.
Et rekrutteringsbureau fik knapt 1,6 mio. kr. for at rekruttere de fire udenlandske læger. Nu - næsten to år efter den første begyndte - arbejder kun én af dem stadig i praksissen.
En anden er et andet sted i det nordjyske sundhedsvæsen, mens de to sidste er holdt op. De fire skulle på sigt have overtaget klinikken i Øster Jølby, men i dag er den stadig på regionens hænder.
- Det lykkedes så ikke på den led, men når to af lægerne er hos os i dag, så må vi jo sige, at så synes vi jo sådan set, at noget er lykkedes, siger Ulla Astman til DR Midt og vest.
Men der var flere og større forhindringer i forløbet end forventet, konstaterer Ulla Astman:
- Det er jo ikke bare et spørgsmål om at lære sprog, man skal også lære danske kulturforhold og samfundsforhold og lovgivning, og man skal stå på egne ben og drive egen praksis. Det er en stor mundfuld på én gang, så det her er ikke en god vej at gå rekrutteringsmæssigt, der skal man gå andre veje, siger hun til DR Midt og Vest.
Siden er det lykkedes at skaffe flere læger til klinikken - blandt andet ved at nogle af konsultationerne foregår på video, og at arbejdstiden kan deles mellem klinikken og hospitalet.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.