dknyt
dkhavenergi
dkvindkraft
dknyt
dksocial
dkindkob
DK Debat
DK Stillinger

Uddannelse skal ruste personale til døende borgere

RINGKØBING-SKJERN: Når danskere med livstruende sygdomme vælger at være den sidste tid i eget hjem, på plejehjem eller i plejebolig, spiller kommunens sundhedsfaglige personale en stor rolle, når det gælder støtte og at bevare livskvaliteten. Derfor sender Ringkøbing-Skjern nu alt personale på efteruddannelse, så de er bedre rustet til arbejdet med at give pleje og omsorg til den døende. Det skriver kommunen.

Kommunens ergoterapeuter, sygeplejersker, fysioterapeuter, sosuhjælpere og -assistenter har dagligt kontakt med døende borgere, og derfor bliver alle ansatte i Sundhed og Omsorg med en sundhedsfaglig baggrund tilbudt det nye undervisningsforløb. 300 sosuhjælpere og -assistenter har allerede været på et tredages kursus, og til efteråret forventes det, at mere end 150 følger efter, når sygeplejersker og terapeuter også får tilbuddet.

Undervisningen er udarbejdet på baggrund af interviews med sundhedsfagligt personale, borgere med livstruende sygdomme, pårørende til afdøde og ældrerådet. Uddannelsen hedder Det gode palliative forløb og skal forberede personalet på de fysiske, psykiske, eksistentielle og sociale problematikker. Indsatsen er et treårigt samarbejde mellem Anker Fjord Hospice, Social- og Sundhedsskolen i Herning og Ringkøbing-Skjern.

mh