LÆSØ: Hjemmeplejen på Læsø har fået tre påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed, efter at et tilsynsbesøg konstaterede utilstrækkelig journalføring og en uforsvarlig medicinhåndtering med deraf følgende risiko for fejlmedicinering, skriver DR Nordjylland.
Problemet skyldes mangel på fastansatte sygeplejersker, hvorfor kommunen nødsages til at benytte sig af 'rigtig mange vikarer', siger social- og sundhedsudvalgsformand Lone Broe Christiansen (V).
- De kommer direkte ind fra gaden og kender ikke instrukserne. De kan ikke nå at sætte sig ordentligt ind i dem, for de bliver kastet ud til borgerne med det samme, siger hun om vikarforbruget.
Alligevel er hun 'ikke et sekund i tvivl om', at man alligevel kan 'være tryg ved at bo på Læsø og have brug for hjemmesygeplejen.
- Det er jo kvalificerede mennesker, der kommer fra et sted, hvor instrukserne har været udformet på en anden måde. Men nu vil vi fremover være mere opmærksomme på at have tydelige instruktioner til vikarerne, og så vil det faste personale skulle være mere opmærksomme på, at der er styr på journaler og dokumentation, Lone Broe Christiansen til DR Nordjylland.
Ved tilsynsbesøget fandt Styrelsen for Patientsikkerhed medicin med udløbet holdbarhedsdato i to ud af tre stikprøver og desuden løse tabletter, hvor holdbarhedsdatoen ikke fremgik. Det kan ifølge styrelsen betyde at medicinen har nedsat virkning, og at borgerne derfor får utilstrækkelig behandling.
Læsø Kommune har fået indtil 27. juli til at bringe tingene i orden.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.