Antallet af frivillige vågere - også kendt som vågekoner - er på landsplan steget fra 308 frivillige i 2010 til 1055 i 2015. Vågerne bliver tilkaldt af hospitaler, hjemmeplejen eller plejehjem i de sidste timer, når syge og ældre er ved at dø.
Behovet er stort, fortæller udviklingschef hos Røde Kors Hovedstaden Tina Ingerdahl.
- Vi bidrager jo med en tilstedeværelse og medmenneskeligt nærvær, siger hun til DR København. For det er ikke altid, at der er pårørende, eller at de kan være til stede.
- De bor måske ikke her i landet eller bor ikke i Hovedstadsområdet, siger hun om Røde Kors Hovedstadens aktivitet, der i hele 2015 bød på 99 udrykninger og i de første seks måneder af 2016 allerede har været ude 72 gange.
Der er også nogle pårørende, der selv er ældre, og derfor har svært ved at våge og være til stede hele tiden, siger Tina Ingerdahl til DR København.
I Dansk Sygeplejeråd i Hovedstaden er man glad for, at der bliver stadig flere vågere, for det er ikke altid muligt for en sygeplejerske på et hospital eller fagpersonalet på et plejehjem at være til stede hele tiden hos en syg eller ældre, der er ved at dø, selvom det er en vigtig del af en sygeplejerskes job at kunne følge en patient værdigt i døden.
- Derfor er det også trist, at den mulighed ikke altid er der. Men det kan tage lang tid, og det kan være en situation, hvor man ikke har det personale, der skal til, siger kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd Hovedstaden, Charlotte Engell til DR København.
Hun mener, at det vigtigste er, at der er klare linjer, så vågerne erstatter de pårørende og ikke fagpersonalet, som stadig har ansvaret for fx pleje og medicin.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.