
Arbejdspres, for lidt personale og manglende finansiering i det danske sundhedsvæsen har været et af de varmeste politiske emner i de seneste par års politiske debat, der har været præget af både coronakrise og strejke.
Med en ny undersøgelse om vilkårene i sundhedssektoren i hånden slår de ansatte nu alarm på ny. I undersøgelsen peger en række læger og sygeplejersker på, at presset i sundhedsvæsnet er stort. Faktisk så stort, at det i mange tilfælde går ud over patienterne.
Lisbeth Lintz er formand for Overlægeforeningen, en af tre organisationer bag undersøgelsen. Hun mener, at situationen er for alvorlig til at undlade at handle:
- Det er en hverdag, hvor der er for få personaler, og hvor opgaverne langt overstiger det antal hænder og hoveder, der er på arbejde, siger hun.
Travlhed giver fejl
Undersøgelsen er foruden medlemmerne hos Overlægeforeningen foretaget blandt medlemmer af Yngre Læger og Dansk Sygeplejeråd. Den er opdelt på de tre personalegrupper.
Konkret siger 54 pct. af de yngre læger, som har svaret, at travlhed eller underbemanding har været medvirkende årsag til, at en patients tilstand er blevet forværret. For overlægerne og sygeplejerskerne er tallet henholdsvis 47 og 46 pct.
Undersøgelsen er udarbejdet for TV2 i forbindelse med en ny dokumentar kaldet "Opråb fra sygehuset".
Anni Pilgaard, der er næstformand i Dansk Sygeplejeråd erklærer sig ligeledes bekymret. Travlheden betyder, patienterne må vente længere på at få hjælp, og at der i nogle tilfælde sker fejl, siger hun:
- Når der er travlhed kombineret med personalemangel, så sker der fejl. Vi når måske ikke at give medicinen til tiden. Det kan forværre ens situation. Der er så mange observationer og målinger, som måske bliver glemt, som måske ikke bliver nået, siger Anni Pilgaard.
Struktur-problem
Nogle af lægerne og sygeplejerskerne melder endda om, at arbejdspresset kan koste liv. Således angiver ni pct. af både de yngre læger og sygeplejersker, som har svaret i undersøgelsen, at travlhed eller underbemanding efter deres vurdering har været medvirkende årsag til, at en patient er afgået ved døden.
Der er dog stor forskel på, hvor mange i de forskellige faggrupper der har svaret i undersøgelsen. For eksempel er det kun 16 pct. af de yngre læger, der har givet deres mening til kende.
Lisbeth Lintz fastholder dog, at undersøgelsen står mål med, hvad lægerne oplever i hverdagen. Det baserer hun på tidligere undersøgelser, og at sygeplejerskerne og de yngre læger har samme erfaringer.
- Man må sige, at der er et helt entydigt strukturelt problem i dagens sundhedsvæsen.
Krisesituation
Hos Danske Patienter anerkender vicedirektør Annette Wandel, at det er svært helt at forhindre fejl:
- Men presset er for stort lige nu, og det fører til flere af dem. Der skal både kigges på den korte og lange bane. Mere personale skal uddannes, arbejdsgangene skal tilrettelægges anderledes, og de ansatte skal fastholdes i jobbet.
Desuden kan man, mener Annette Wandel, se på, om der skal hentes mere udenlandsk arbejdskraft ind.
- Vi står i en ret kritisk situation, siger hun.
Karin Friis Bach (R), formand for Danske Regioners sundhedsudvalg, tager godt imod patienternes forslag til løsninger.
Hun påpeger derudover, at ny teknologi skal implementeres ordentligt og aflaste personalet.
Desuden skal der ses på, om andre faggrupper kan bidrage til den aflastning. Hun nævner fysioterapeuter, ergoterapeuter, farmakonomer og bioanalytikere.
- Det handler om at bruge vores personale på den bedst mulige og klogeste måde, siger hun og kalder den aktuelle tilstand i sundhedsvæsenet for "en krisesituation".
- I undersøgelsen er læger og sygeplejersker blevet spurgt om deres oplevelse af travlhed og underbemanding i sundhedsvæsnet, og om det har konsekvenser for patienterne.
- 2.285 yngre læger ansat på sygehuse har svaret. Det giver en svarprocent på 16.
- 1.745 overlæger har deltaget i undersøgelsen svarende til 28,1 pct. af overlæger ansat på sygehuse.
- 1.045 sygeplejersker har deltaget i undersøgelsen, en svarprocent på 53. Resultaterne bygger dog kun på svarene fra 966 sygeplejersker, som har bekræftet, at de var ansat på en medicinsk eller intensivafdeling. Svarene er indhentet, inden strejken gik i gang i juni.
Kilder: Dansk Sygeplejeråd, Overlægeforeningen, Yngre Læger og TV 2.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.