
VEJLE: Når Vejle Kommune i det nye år fortsat har et tilbud til mennesker med tvangsoverspisning, også kaldet BED, vil den formentlig være en af få kommuner i Danmark med et målrettet tilbud.
De seneste tre år har det været muligt at få terapi i offentligt og privat regi, men de tilbud lukker med udgangen af 2021, medmindre nogle af forligspartierne kommer dem til undsætning, for regeringen har ikke fundet midler til at fortsætte tilbuddene på finansloven for 2022.
Ifølge leder i afdelingen for spiseforstyrrelser i Vejle Kommune, Rikke Augustinussen, bliver mennesker med BED ofte udsat for misforståelser og fejlbehandling. Da mange er overvægtige, går de til læge for at få hjælp til vægttab og bliver henvist til kontrolvejning eller en diætist.
- Men mennesker med BED skal ikke på slankekur. Det kan snarere vække trangen til overspisning. I stedet skal de lære at forstå, hvorfor de overspiser, og de skal have hjælp til at lære, hvordan de får andre spise- og tankemønstre. De bruger ofte overspisning til at håndtere følelser. I stedet skal de lære at turde mærke og rumme egne følelser og arbejde med selvværdet, siger Rikke Augustinussen.
"En oplagt kommunal opgave"
I mange tilfælde vil det ikke være nødvendigt med en psykiatrisk indsats, mener direktør i Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (Lms), Laila Walther. Foreningen har hjulpet mange med BED gennem gruppeterapi, finansieret af satspuljemidler, fortæller hun. Ifølge hende vil mange af dem, som lider af let eller moderat tvangsoverspisning, fint kunne hjælpes via kommunale eller private tilbud som fx støttegrupper.
- Det er en oplagt kommunal opgave. De kan sagtens lave en selvstændig screening for symptomer på tvangsoverspisning, siger hun til DK Nyt.
Selv er hun kun bekendt med et par andre kommuner, der har oprettet selvstændige tilbud, nemlig Tønder og Kolding. Foreningen har selv foreslået København og Frederiksberg kommuner at forsøge at gå sammen om at lave et tilbud med støtte fra den sociale investeringsfond, hvilket Frederiksberg dog har takket nej til.
Praktiserende læger henviser
I afdelingen for spiseforstyrrelser i Vejle betragtes BED som en spiseforstyrrelse ligesom anoreksi eller bulimi, og de borgere, der bliver henvist til tilbuddet, får en kontaktperson med specifikke kompetencer på området.
Tilbuddet består af samtaler og hverdagstræning, hvor de lærer at lytte til kroppens signaler, forstå deres reaktionsmønstre og dermed med tiden få et mere afslappet forhold til mad.
- Vi oplevede et stigende behov hos mennesker, der overspiste, og vi valgte derfor at skabe mulighederne i vores eksisterende spiseforstyrrelses-tilbud og fik lavet et målrettet BED-tilbud. Det præsenterede vi for kommunens praktiserende læger, som nu henviser borgere til os, siger afdelingslederen.
40.000 danskere lider af tvangsoverspisning, anslår Sundhedsstyrelsen. Det er ifølge Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade flere, end der lider af anoreksi og bulimi tilsammen. Det gør spiseforstyrrelsen til den mest udbredte i Danmark.
Indtil videre har 21 borgere i 2021 modtaget Vejle Kommunes BED-tilbud.
sfe
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.