dknyt
dkhavenergi
dkvindkraft
dknyt
dksocial
dkindkob
DK Debat
DK Stillinger
Ti kommuner har kontaktet styrelse om mulige giftgrunde med dyr
Ved Korsør har køer græsset i et område, som har vist sig at være forurenet med PFOS. Det samme ser også ud til at være sket i ti andre kommuner.
Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix

Ti kommuner har kontaktet styrelse om mulige giftgrunde med dyr

Ud over Korsør har ti andre kommuner konstateret steder med potentielle PFOS-forureninger. Især marker, men også en put and take-sø.

Ti kommuner har henvendt sig til Fødevarestyrelsen, fordi de har fundet ud af, at de har dyr på arealer, der muligvis er forurenede. Det skriver Fødevarestyrelsen til Jyllands-Posten.

"Fødevarestyrelsen har indtil nu fået henvendelse fra i alt ti kommuner (ud over Korsør) om lokaliteter med potentielle PFOS-forureninger. Aktiviteter i områderne omfatter græssende kvæg og får, biavl, høslæt samt en "put and take"-sø," skriver Lulu Krüger, miljøkemiker i Fødevarestyrelsen, til avisen.

Tidligere på året kom det frem, at borgere i Korsør havde spist kød fra kvæg, der var forgiftet med PFOS. 118 af borgerne var selv forgiftet med fluorstoffer.

I september udpegede kommunerne, regionerne og Fødevarestyrelsen 188 nuværende og tidligere brandøvelsespladser, der kan være forurenet med PFOS.

Derefter er myndighederne gået i gang med at undersøge om arealerne er forurenet, og om det i så fald udgør en risiko.

Analyser på vej

Fødevarestyrelsen oplyser til Jyllands-Posten, at man endnu ikke har foretaget analyser af jord, vand, grundvand eller afgrøder på størstedelen af de områder, som de ti kommuner har indberettet.

Hvis det viser sig, at jorden på områderne er giftig, skal dyrene på jorden undersøges.

Fødevarestyrelsen oplyser, at den bidrager med analyser af kød og afgrøder, hvis der er dokumentation for, at der er forurening på et bestemt område.

Fødevarestyrelsen har ikke oplyst, hvilke områder der er blevet meldt ind fra de ti kommuner. Det står heller ikke klart, hvilke ti kommuner der er tale om.

Ritzau