NORDJYLLAND: Den læge som i offentligheden har været kritiseret for at have fejlbehandlet patienter og dermed sat patientsikkerheden over styr, er ikke længere ansat på Sygehus Thy Mors. Det står klart efter, at ledelsen på sygehuset har undersøgt den pågældende læge efter, at han i offentligheden blev omtalt som ukvalificeret. Lægen og regionen har indgået en gensidig aftale om, at lægen fratræder sin stilling. Han har siden 8. maj ikke haft patientkontakt, oplyser regionen.
- Vi vurderer, ud fra det undersøgelsesgrundlag, som vi har set, at han ikke længere skal være ansat hos os, da patientsikkerheden går forud for alt, siger Henrik Larsen, sygehusdirektør, Sygehus Thy Mors.
Da sagen kom i medierne 10. maj blev Sygehus Thy Mors kritiseret for at anvende ikke kvalificerede læger og dermed skabe fare for patientsikkerheden. I alt blev der rejst kritik af tre læger, ansat på Kirurgisk Afdeling. Sygehusledelsen fratog de tre læger patientkontakt, mens undersøgelsen af deres kompetencer og kvalifikationer stod på.
En af de tre læger sagde op samtidig med, at undersøgelsen blev sat i gang, og han er derfor heller ikke længere ansat i Region Nordjylland.
Den tredje læge er også undersøgt nærmere, og han fortsætter sin ansættelse på Sygehus Thy Mors.
- Ud fra undersøgelsesmaterialet har vi intet at kritisere fagligt i forhold til denne læge. Vi forholder os til dansk lovgivning og set i sammenhæng til den, er der ikke noget at anfægte den pågældende læge for. Derfor fortsætter han sit virke hos os. Det betyder, at patienterne trygt kan lade sig behandle på Sygehus Thy Mors, siger sygehusdirektør Henrik Larsen.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.