HOVEDSTADEN: Region Hovedstaden har nedsat en taskforce for at undersøge, hvordan det er gået til, at prøvesvar er blevet forsinkede i it-systemet Sundhedsplatformen. Ifølge Politiken har Hvidovre og Amager hospitaler siden 1. september i 15 tilfælde oplevet, at prøvesvar enten har været forsinkede eller slet ikke er nået frem, oplyser hospitalet.
Ifølge koncerndirektør Svend Hartling fra Region Hovedstaden er der sket det, at prøvesvarene er landet i forkerte elektroniske postkasser. Han kaldet miseren 'lidt en skæv diskussion, for der er hundredtusinder af svar, som kommer fuldstændig korrekt ind og bliver set'.
Han mener at patientsikkerheden i Region Hovedstaden er øget med indførelsen af Sundhedsplatformen, men siger også at 'når der er områder, hvor systemet ikke fungerer, skal det selvfølgelig løses'.
- Vi har lavet et system, som er sikrere, ved at man får en elektronisk tilbagemelding, når svaret er klar. Men nogle steder er det glippet, og det tager vi alvorligt, siger Svend Hartling.
- Vi har nedsat en gruppe, som går målrettet igennem systemet og undersøger, om det er fordi, systemet er sat forkert op, eller om det er fordi, lægerne bruger systemet forkert, eller der kan være en teknisk fejl, siger han.
Styrelsen for Patientsikkerhed 'ser med stor alvor på sagen, for noget så simpelt som et prøvesvar skal ikke gå galt, så det går ud over patienterne', siger kontorchef Anette Lykke Petri. Hun oplyser, at Styrelsen afventer en analyse fra Region Hovedstaden, som skal klarlægge årsagssammenhængen med Sundhedsplatformen.
Taskforcen afslutter sit arbejde i december.
Ritzau / mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.