
Blot syv ud af 6.161 såkaldte mistede 112-opkald til Region Hovedstadens vagtcentral er blevet indberettet som en utilsigtet hændelse til myndighederne. Det skriver Berlingske.
Avisen har fået oplyst tallene af Region Hovedstadens Akutberedskab, der driver vagtcentralen. Opgørelsen gælder for de første otte måneder af året.
Et mistet opkald dækker over et opkald, der først bliver besvaret efter mindst 23 sekunder på grund af kø på telefonlinjen.
Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed, der overvåger og analyserer indberetninger i sundhedsvæsenet, bør alle mistede opkald indberettes.
- Det er Styrelsen for Patientsikkerheds opfattelse, at mistede opkald hos vagtcentralen bør indrapporteres som en utilsigtet hændelse, skriver overlæge Lena Graversen til Berlingske.
Regionen er uenig
Hos Region Hovedstadens Akutberedskab har man en anden opfattelse.
- Ordet "mistede opkald" er en misforståelse af, hvad der rent faktisk sker. Opkaldet besvares forsinket, hvis det ikke kan besvares inden for 22 sekunder, men opkaldet er ikke mistet, skriver direktør Freddy Lippert til Berlingske.
Han siger videre, at et opkald, der ikke kan besvares på de 22 sekunder, ikke "automatisk" er en utilsigtet hændelse, så længe borgeren får hjælp i rette tid.
Er forsinkelsen kritisk, indberettes det, lyder det. Desuden er de syv indberetninger blevet håndteret.
Berlingske har den seneste tid afdækket problemer med opkald til 112 i regionen. Tusindvis af opkald går tabt, når alarmopkald viderestilles fra Hovedstadens Akutberedskab til regionens vagtcentral.
Formand ønsker ekstern hjælp
Mandag meddelte regionens formand, Lars Gaardhøj (S), at han ønsker ekstern hjælp til at undersøge problemerne.
Han foreslår derfor, at 52-årige Mads Koch Hansen skal deltage i arbejdet, oplyser Region Hovedstaden.
Mads Koch Hansen har haft en række ledende poster inden for det danske sundhedsvæsen og et indgående kendskab til akutområdet. Han har tidligere været lægelig direktør for Sygehus Lillebælt. Nu er han rådgiver og konsulent inden for sundhed og ledelse.
Lars Gaardhøj mener derfor, at han kan være med til at stille de rigtige spørgsmål under undersøgelsen.
Forslaget skal behandles på et møde i regionsrådet tirsdag aften. Her er en undersøgelse af problemerne på dagsordenen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.