SYDDANMARK: Et tæt samarbejde mellem offentlige og private aktører, der kan komme med svar på sundhedsvæsenets udfordringer og samtidig skabe vækst i forbindelse med sygehusbyggerierne. Det var tanken, da Markedsmodningsfonden sammen med de fem regioner og regionale vækstfora i 2011 etablerede Sygehuspartnerskabet. Og partnerskabet har båret frugt, lyder det fra region Syddanmark.
Senest har odenseanske Gibotech i samarbejde med Nordsjællands Hospital udviklet en sorteringsrobot, der automatiserer arbejdsopgaverne mellem blodprøvers ankomst til laboratoriet og frem til selve analysen. Det giver både en hurtigere diagnosticering og eliminerer risikoen for menneskelige fejl. Anlægget forventes at være installeret og i drift på Nordsjællands Hospital i Hillerød omkring udgangen af 2015.
- Uden Sygehuspartnerskabets medfinansiering havde vi ikke haft de fornødne ressourcer til det langsigtede udviklings- og innovationsarbejde, vi har gennemført. Konkret står vi nu med en færdigudviklet løsning og forventer på den baggrund at øge omsætningen frem til 2017 med ca. 10 mio. kr., siger direktør i Gibotech, Henrik Anker.
Desinficerer baderum
Også robotvirksomheden Blue Ocean Robotics har gavn af Sygehuspartnerskabet. Fiormaet er af Sygehuspartnerskabet blevet valgt til at udvikle en mobil desinfektionsrobot, som selv kan køre rundt og desinficere på sygehusenes patientstuer og baderum, idet smittespredning er et af flere problemer, som Sygehuspartnerskabet har efterspurgt virksomhedernes bud på innovativ løsning af.
Formand for Innovationsudvalget i Region Syddanmark, Karsten Uno Petersen (S), understreger behovet for det offentlig-private samarbejde:
- Det betyder enormt meget for udviklingen af nye og innovative produkter, at vores sygehuse er villige til at åbne op og deltage i samarbejde med private virksomheder. Det er jo afgørende, at de private virksomheder får en viden om, præcis hvilke udfordringer sygehusene har, for at de kan udvikle så optimale produkter som muligt, siger han.
- Sygehuspartnerskabet blev etableret i 2011 med i alt 100 mio. kr.
- Markedsmodningsfonden har bidraget med 50 mio. kr., mens de fem regioner og regionale vækstfora har bidraget med 10 mio. kr. hver.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.