
MIDDELFART / SYDDANMARK: Region Syddanmark skal spare 170 - 180 mio. kr., og i det sparekatalog, regionen har udsendt, er Middelfart Sygehus med i spareplanerne. Normalt kæmper mennesker for deres arbejdsplads, hvis den er lukningstruet, men de ansatte på sygehuset er i oprør, fordi Christian Sauvr, der er økonomi- og planlægningschef for Sygehus Lillebælt, har sendt dem alle en mail, hvor han beder om, at man fjerner alt materiale, der omhandler støtte til sygehusets bevarelse.
- Vi er mange, som føler, at det er et indgreb i vores ret til at ytre os, og mange tør ikke længere udtale sig. Mange går rundt med en kæmpe frustration, fortæller en af de ansatte til fyens.dk.
Åben for input
Steen Dahlstrøm (S) er borgmester i Middelfart Kommune. Han synes det er gammeldags at give de ansatte en slags mundkurv på.
- I høringsfasen frem til den 29. februar skal man da have alle facetter med. Også fra de ansatte. Jeg respekterer ledelsen på Middelfart Sygehus’ ret til at gøre dette, men det er en meget gammeldags metode. Det undertrykker debatten, og den burde handle om at få så mange input som muligt her i høringsfasen, siger Steen Dahlstrøm.
Han synes, at man burde lade dem ytre sig, fordi de er tættest på det hele.
- Det er deres arbejdspladser, og de har også en ret til at ytre sig. Det er ikke klædeligt at undertrykke debat, og slet ikke i en høringsfase, mener han.
Dårlig ide
Middelfart Kommune har sendt deres argumenter og kommentarer til besparelsesplanerne til regionen.
- Det er en dårlig ide, at nedlægge sygehuset, synes vi. Vi kæmper for vores by. Vi har sendt vore argumenter til alle regionsmedlemmer, og et af argumenterne for ikke at nedlægge Middelfart Sygehus er jo, at det er det mest anerkendte rygsygehus i landet og med megen stor patienttilfredshed. Det er et effektivt sygehus, og det er en meget dårlig ide at lukke det, men vi forholder os selvfølgelig kritisk og konstruktivt til spareplanerne fra regionen, pointerer Steen Dahlstrøm, der tilføjer:
- Vi har stor folkelig opbakning og har samlet 10.000 underskrifter ind. Vi har argumenterne klar og vi er parate til dialog med regionsmedlemmerne. For mig at se er det lidt nonsens at lukke et sygehus og forvente at sælge det – jeg har aldrig hørt om et nedlagt sygehus, der er blevet solgt. Bare se det i Bogense, det har stået tomt i 20 år, understreger Steen Dahlstrøm.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.