SJÆLLAND: Et mønster i såkaldte utilsigtede hændelser på Kirurgisk Afdeling på Nykøbing F. Sygehus har fået ledelsen til at give afdelingen en pause for akut kirurgi, så det kan undersøges, hvorfor dette mønster er opstået, oplyser regionen.
Vicedirektør Lisbeth Lumby Rasmussen forklarer, at der rent statistisk ingen forskel er på afdelingen i Nykøbing i forhold til afdelinger på andre sygehuse, så hun forventer hurtig afklaring på situationen.
Hjælp fra Odense
- Vi har allieret os med et hold læger fra Odense Universitetshospital, som i starten af næste uge kommer til afdelingen. De kan understøtte os i vores undersøgelser og kan ligeledes vurdere, om der er tale om rene tilfældigheder, eller om vi skal kigge på eksempelvis procedureændringer, siger Lisbeth Lumby Rasmussen.
Hun understreger at der ikke er tale om enkeltstående tilfælde, der har udløst den midlertidige lukning af den kirurgiske afdeling:
- Vi har ikke reageret på en enkelt eller flere enkeltstående sager. Vi reagerer på et mønster i de utilsigtede hændelser. Det er netop det, der lægges op til fra Sundhedsstyrelsens side, at der konstant overvåges og vurderes, så man hele tiden kan sikre den optimale behandling og undgå gentagne fejl, der kan gå ud over patientsikkerheden.
Nykøbing F. Sygehus modtager stadig akutte patienter og vil ligeledes gennemføre forskellige planlagte operationer. Indtil afdelingen er på plads igen, så opereres eller overflyttes akutte patienter i samråd med Sjællands Universitetshospital.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.