

HOVEDSTADEN: Hospitalsdirektøren for Nordsjællands Hospital, Suzanne Aaholm, fratræder sin stilling på eget initiativ og efter gensidig aftale mellem Region Hovedstaden og Djøf, oplyser regionen, der i februar bestilte en advokatundersøgelse på baggrund af en artikel i dagbladet Politiken om ansættelsesforløbet for projektdirektør Henrik Schødts på Nordsjællands Hospital.
Advokatundersøgelsen slår nu fast, at Suzanne Aaholm var inhabil og ikke opfyldte sin oplysningspligt om egen inhabilitet under ansættelsesforløbet. Advokaterne rejser ikke kritik af Henrik Schødts.
Forhistorien er, at Aaholm ansatte Schødts – en tidligere kollega til at lede byggeriet af et nyt supersygehus til 3,8 mia. kr. uden at fortælle regionen, at hun ville føre ham som vidne i en voldgiftssag. Efter ansættelsen ændrede Schødts forklaring i retten til fordel for Suzanne Aaholm, der krævede 10 mio. kr. i erstatning for at være blevet uberettiget fyret som kommunaldirektør på Frederiksberg. Men retten opdagede, at der var tale om en ny forklaring, og Aaholm tabte sagen. Kort efter blev hun ansat af Region Hovedstaden som hospitalsdirektør.
Bedt om at blive frigjort fra sin stilling
Hospitalsdirektør Suzanne Aaholm siger i den forbindelse:
- Jeg har bedt om at blive frigjort fra min stilling i lyset af den kritik, der har været fremført i offentligheden om min habilitet i forbindelse med ansættelse af en projektdirektør på Nordsjællands Hospital. Jeg har valgt at tage konsekvensen af den rejste kritik. Jeg ønsker ikke, at en fortsat debat om min person skal overskygge det spændende projekt, der er i gang med et nyt supersygehus i Hillerød.
Hjalte Aaberg, regionsdirektør i Region Hovedstaden, udtaler:
- Vi tager Suzanne Aaholms ønske om fratrædelse til efterretning. Vi er glade for den indsats, Suzanne Aaholm har ydet i blandt andet den omfattende fusionsproces på de nordsjællandske hospitaler. Det er desuden vigtigt for mig at understrege, at der ikke på baggrund af advokatundersøgelsen kan rejses kritik af projektdirektør Henrik Schødts, og jeg ser frem til det fortsatte samarbejde med projektdirektøren.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.