Sundhedsministeriet indkalder til pressemøde om status på covid-19 i Danmark. Det skriver ministeriet kortfattet på sin hjemmeside.
Det sker kort efter, at flere restriktioner er indført i takt med, at smitten med covid-19 er steget betydeligt.
"Sundhedsministeriet inviterer til pressebriefing 22. december klokken 13 om status på covid-19", skriver ministeriet.
Antallet af smittede med covid-19 er steget voldsomt december igennem, efter at den nye, mere smitsomme variant omikron er slået igennem.
I takt med smitten er der kommer flere og flere indlagte. Tirsdag steg antallet af indlagte med 21 til 581. Det - kombineret med, at behandling af covid-positive for andre sygdomme også er ressourcekrævende - har sat sundhedsvæsnet under pres.
SSI: Januar bliver hård
December igennem er der indført en række nye restriktioner for at begrænse smitten. Skolebørn er sendt hjem, krav om coronapas er udvidet, og der er arealkrav i butikker.
Det til trods vurderer Statens Serum Institut over for TV 2 onsdag, at antallet af smittede og indlagte vil stige yderligere, og at pandemien vil nå sin top om to til tre uger.
- Januar bliver den hårdeste måned i hele pandemien. Jeg kan med sikkerhed sige, at vi forventer et større antal indlæggelser og smittede i januar, siger Tyra Grove Krause, faglig direktør i Statens Serum Institut, til TV 2.
EL: Vi er ved at miste kontrollen
Ifølge Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, skal der flere restriktioner til som eksempelvis forsamlingsloft, lukkede fitnesscentre og storcentre.
- Med de alarmerende tal, vi ser nu - og en forventet voldsom stigning i antallet af indlagte - er det nødvendigt at reagere nu. Vi skal sikre, at børnene kan komme tilbage i skole til januar, og at sundhedsvæsnet ikke bliver tvunget helt derud, hvor man eksempelvis ikke behandler ældre, medicinske patienter, siger ordføreren.
Han siger, at Danmark står i en situation, hvor man er ved at miste kontrollen over smitten.
- Vi er meget tæt på at miste grebet nu, så vi er nødt til at gøre, hvad vi kan, for at få fladet den kurve ud. Så vi skal gribe ind i tide. Hvis ikke vi handler, så risikerer vi, at smitten er ude af kontrol.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.