dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi

Styrelse: Antidepressiv medicin må ikke være første udvej

Ifølge et nyt studie har antidepressiv medicin ikke større virkning på depression end placebo. Alligevel mener Sundhedsstyrelsen ikke, at vi helt bør stoppe med at anvende medicinen
7. MAR 2017 13.24

Antidepressiv medicin af typen SSRI virker ikke - i hvert fald ikke bedre end placebo. Det var den krystalklare konklusionen på et stort systematisk review af overlæge Janus Christian Jakobsen fra Copenhagen Trial Unit, som blev udgivet i februar. 

Studiet gennemgik 131 tidligere forsøg med SSRI-præparater med i alt næsten 30.000 patienter og er den største gennemgang af forskningen i effekterne af denne type antidepressiv medicin. 

På trods af konklusionen giver studiet ikke umiddelbart anledning til gennemgribende ændringer hos Sundhedsstyrelsen, der skriver de vejledninger, som læger skal følge i behandlingen af patienter med depression.

- Allerede inden dette studie kom, har det været planlagt, at vi i 2017 opdaterer vores vejledning om behandling af voksne med antidepressive lægemidler. Det har det nye studie ikke ændret på, og det vil naturligvis blive inddraget på samme måde som anden viden på området, fortæller overlæge i afdelingen for uddannelse og evidens i Sundhedsstyrelsen, Marlene Øhrberg Krah til videnskab.dk.

Hun understreger, at opdateringen er en rutinemæssig opdatering, som sker med jævne mellemrum for at sikre, at behandlingen hviler på nyeste viden. Der vil ikke nødvendigvis ske en ændring i retningslinjerne.

Marlene Øhrberg Kragh mener dog, at det nye studie har 'skabt en væsentlig debat':

-Studiet har været med til at sætte fokus på, at lægerne skal være opmærksomme på, om medicin er det rigtige valg. Der skal være ordentligt grundlag for at give medicin. Man skal spørge sig selv: Er der overhovedet indikation for at anvende medicin? Er der andre muligheder, som kan sættes i stedet?

Læger skal revurdere patienter 
Hun understreger, at Sundhedsstyrelsen i forvejen anbefaler læger at afprøve andre behandlingsformer, herunder samtaleterapi, før de udskriver medicin.

- Beslutningen om at bruge medicin i behandlingen af depression træffes i et samarbejde mellem lægen og patienten og vil derfor altid være på baggrund af en vurdering af og med den enkelte patient, og det er meget væsentligt, lyder det.

Ikke desto mindre er der i Danmark rigtig mange patienter, der tager SSRI-piller mod depression. Også for mange til Sundhedsstyrelsens smag.

- Vi mener, at vejledningen giver nogle klare rammer for, hvornår man kan overveje at anvende SSRI i behandling af depression. Det er alligevel et lægemiddel, som der er rigtig mange, der får udskrevet, men også til behandling af forskellige sygdomme. Vi vil derfor, når vi opdaterer vores vejledning også have stort fokus på, at få gjort lægerne opmærksomme på vores vejledning, og at det er vigtigt, at de også får revurderet, om de patienter, der er i behandling med SSRI, fortsat har behov for det, siger Marlene Øhrberg Kragh.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/styrelse-antidepressiv-medicin-ma-ikke-vaere-forste-udvej

GDPR